Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Hvad mælkebøtter også kan bruges til.

Klik på billedet for stort format
Gummi laver man af saften fra gummitræet, som vokser i eksotiske lande som Malaysia. Langeland er ikke særlig eksotisk, alligevel kan det være, at fremtidens gummi kommer fra øen.

På Langeland får skuffejernet lov til at blive i skuret, ved synet af mælkebøtter, for der er fremtid i de små grøn-gule bæster. Mælkebøtter er nemlig propfyldte af latex, og af det kan man lave gummi.

Og det kan blive en god forretning i fremtiden, for i Sydøstasien, hvor det meste naturgummi produceres, er gummitræerne under angreb af svamp, og det gør udvindingen ekstra kostbar. 

Under krigen forsøgte både amerikanerne og russerne med at lave gummi af mælkebøtter, desværre var det en besværlig proces, fordi den klistrede saft i stænglen koagulerer. Det har tyske forskere nu fundet en løsning på. De har ”slukket” for genet, der får saften til at tyknes, og muligvis vil det gøre mælkebøttegummiproduktion rentabelt i fremtiden.

I nærheden af Hov på Langeland vil Planteressource Foreningen Langeland i sommeren 2011 udplante de modificerede mælkebøtter. Foreningen satser først og fremmest på switchgræs til bioenergi, men eksperimenterer med en lang række planter bl.a. stevia som indeholder et nærmest kaloriefrit naturligt sødemiddel og altså mælkebøtter.