Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Historisk dag: Nu starter eksporten af pølser til Kina

Danmark er blandt de første lande i verden, der kan sælge varmebehandlet grisekød til kineserne. Den nye aftale kan være 250 millioner kroner værd i årlige eksportindtægter.

De kinesiske myndigheder har netop godkendt import af varmebehandlet grisekød fra flere danske virksomheder. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. Det er en dag, man har ventet på i mange år hos Landbrug & Fødevarer, der ikke tøver med at kalde dagen historisk for de danske griseproducenter.


- Så kom dagen endelig. Sammen med danske myndigheder har vi kæmpet og knoklet for det her i mere end 10 år, og nu kan de første danske virksomheder eksportere både pølser, pålæg og konserves til kineserne. Det er en historisk dag for dansk griseproduktion, siger Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

 

En kvart milliard kroner om året

Danmark eksporterer allerede frossent svinekød og biprodukter til Kina, og Landbrug & Fødevarer vurderer, at den nye aftale kan være 250 millioner kroner værd i årlige eksportindtægter.


- Der kan sagtens vente et endnu større potentiale på sigt, når vi ser på, hvor meget kineserne har fået øjnene op for de danske fødevarer. Det høje niveau af fødevaresikkerhed og kvalitet hos vores landmænd og slagterier har sikret Danmark pladsen blandt de første lande i verden, der kan sælge varmebehandlet grisekød til kineserne, siger Karen Hækkerup og tilføjer;


- Det her er bare endnu en grund til, at vi danskere kan være stolte af vores griseproducenter, og jeg forstår udmærket godt, at kineserne gerne vil have endnu mere dansk gris på gaflen.

 

Begejstringen er nem at få øje på hos miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen. Han kalder det en stor dag for både dansk landbrug og dansk økonomi.


- Kina stiller meget, meget høje krav til fødevaresikkerheden, og uden dygtige landmænd og en dygtig industri ville Danmark aldrig få denne mulighed. Det er en gevinst for os alle sammen, og det er helt i tråd med vores ønske om at fokusere på forædling af fødevarerne i Danmark, inden de sendes til udlandet, fordi det giver den største gevinst, siger Esben Lunde Larsen.

 

Langt forhandlingsforløb

Danmarks ambassadør i Kina, A. Carsten Damsgaard, ønsker den danske fødevareindustri tillykke med den nye markedsåbning. Han glæder sig over den værdi ambassaden og de øvrige danske repræsentationer i Kina skaber for erhvervslivet:

 

- Det har været et langt forhandlingsforløb. Det endelige gennembrud kom under statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Kina i maj 2017, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kunne underskrive hovedaftalen. Vi har kæmpet, og vi har vundet på grund af den høje fødevaresikkerhed og produktkvalitet, vi står for i Danmark.

 

For yderligere information, kontakt pressekonsulent Nanna Østergaard, Landbrug & Fødevarer: 28 18 86 19 / nalo@lf.dk

Seneste nyt fra lf.dk