Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landmænd står i kø for at dyrke efterafgrøder

Efter den første dag er over halvdelen af det nødvendige areal tilmeldt til den frivillige ordning. Det glæder formanden for planteproducenterne.

De danske landmænd er meget ivrige efter at dyrke målrettede efterafgrøder og på den led bidrage til at nå miljømålene fra fødevare- og landbrugspakken. Tilmeldingen til årets ordning, hvor der i alt skal findes 114.000 hektar at dyrke efterafgrøder på gik i gang torsdag morgen, og der er voldsom interesse for at tilmelde sig ordningen. Allerede i de første 24 timer er der tilmeldt mere end halvdelen af det nødvendige areal.

Det fortæller Troels Toft, der er sektordirektør for planter i SEGES.

- Fredag morgen har vi gjort op, at der er tilmeldt 60.000 hektar af de 114.000. Det er altså gået meget stærkt, og det er vel at mærke sket på trods af massive it-problemer med netværksfejl og overbelastning på systemet hos Landbrugsstyrelsen, siger Troels Toft.

Han forventer på den baggrund, at man når målet på 114.000 hektar.

- Med så stor en interesse på førstedagen, så tror jeg på, at vi når målsætningen, lyder forventningen fra Troels Toft.

Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at landmændene bakker op om den frivillige ordning.

- Sidste år var der mange kritikere, der ikke troede, at landbruget kunne levere på en frivillig ordning. Den tvivl gjorde vi til skamme, og jeg er meget glad for, at det tyder på, at vi også i år kommer i mål med de frivillige afgrøder.

- Den store interesse for at være med i den frivillige ordning understreger tydeligt, at landmændene er klar til at bidrage til at opfylde ambitionerne fra fødevare- og landbrugspakken. Det håber jeg selvfølgelig, at også vores kritikere bider mærke i, siger Torben Hansen.

Seneste nyt fra lf.dk