Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

Landmændene ønsker også rent drikkevand

Landbruget ønsker også, at vi har rent drikkevand i Danmark.

Debatindlæg i Information d.16. marts 2018

Af Lars Hvidtfeldt, viceformand, Landbrug & Fødevarer

Information har i den seneste måned skrevet en række artikler om det danske grundvand. I historierne fylder landbruget også en del.

Det bliver blandt anden fremstillet som om, at vi landmænd ønsker at få rettens ord for, at vi må pumpe gift ned i grundvandet.

Det er ikke ligefrem en korrekt antagelse. Faktisk er det sådan, at vi – ligesom de fleste andre – heller ikke ønsker, at vores grundvand bliver forringet. Vi drikker også vandet fra hanen, og vi bruger det gode danske vand til vores dyr, på vores marker og i vores industri i det hele taget.

Derfor er det forkert at antage, at Landbrug & Fødevarer i sagerne omkring for eksempel områderne Egedal og Beder vil have rettens ord for, at vi må pumpe pesticider direkte ned i det vand, vi drikker.

I Danmark har vi nogle myndigheder, der godkender vores brug af pesticider i landbruget. Og her i landet har vi tilmed en meget restriktiv lovgivning på området. Grænserne er sat meget lavt i forhold til andre lande – og det er godt. For det sikrer, at vi passer på vores grundvand.

Ved siden af det foregår der også løbende en overvågning af grundvandet, så man hurtigt kan gribe ind, hvis der er noget i vejen.

Der er altså allerede en lovgivning på området, der sikrer borgere, erhverv og miljø.

Men i Egedal og Aarhus Kommune vælger man i disse sager, hvor man har forbudt landmændene at udføre deres erhverv, at lave sin egen lovgivning ved siden af miljøloven.

Kommunerne bør i deres forvaltning af grundvandet handle ud fra den nuværende anvendelse af godkendte pesticider til landbruget og ikke på baggrund af en praksis fra 30-40 år siden, som alle har erkendt var en stor fejl. Den danske lovgivning på området er et helt andet sted i dag.

I dag anvender landbruget pesticider på en helt anden og mere miljørigtig måde. Netop fordi vi også er optaget af at have godt dansk grundvand.

Seneste nyt fra lf.dk