Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Peter Larsen

Beercycling nomineret til kommunikationspris

Beercycling-projektet er nomineret i et meget stærkt felt til Dansk Kommunikationsforenings KomPris'15.

Landbrug & Fødevarers store kampagne fra sommerens Roskilde Festival, Beercycling – Don’t waste your piss!, vakte forståeligt nok betydelig opmærksomhed både herhjemme og internationalt. Her blev der opsamlet urin fra festivaldeltagerne, urin som i 2016 skal gøde marker med maltbyg, der efterfølgende skal brygges øl af - som så tisses ud igen på Roskilde Festival 2017, hvor ved kredsløbet er sluttet.

Nu er kampagnen også nomineret til Dansk Kommunikationsforenings KomPris’15. Prisen gives til et projekt, der både er væsentligt, har dokumenteret effekt og som leverer nytænkning.

I alt er 5 projekter nomineret til prisen. Vinderen afgøres 12. november, hvor næsten 300 kommunikatører samles til Kommunikationsdag.

De fem nominerede projekter er:

  • Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden:
    Projekt: “Hjælp en hjelmløs"
     
  • DR og NordeaFonden:
    Projekt: ”Rigtige Mænd"
     
  • Folketinget og Undervisningsministeriet:
    Projekt: “Skolevalg"
     
  • Landbrug & Fødevarer:
    Projekt: ”Beercycling
     
  • Forbrugerbevægelsen Stop spild af mad:
    Projekt: ”Stop spild af mad

- De fem nominerede projekter understreger endnu en gang, at når vi skal ændre noget, er det kommunikation, der skaber forandringen, siger Astrid Haug, formand for Dansk Kommunikationsforening og medlem af dommerkomitéen.

Det er således stærke konkurrenter, Landbrug & Fødevarers Beercycling er oppe imod i konkurrencen.

- Vi håber selvfølgelig at vinde prisen. Beercycling-projektet lever fint op til kriterierne som både væsentligt, nytænkende og med dokumenteret effekt. Men under alle omstændigheder, er det i sig selv ærefuldt at være blandt de nominerede i et så stærkt felt. Den anerkendelse fra andre professionelle kommunikatører, bekræfter at vi rammer rigtigt i omdømmeprojektet, fastslår brandmanager Lisbeth Olsgaard.

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk