Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbrug & Fødevarer vil købe DLG’s andel i Axelborg

Landbrug & Fødevarer vil købe DLG’s andel i den historiske bygning Axelborg midt i København, hvor begge har hovedsæde.

Landbrug & Fødevarer vil købe DLG’s andel i den historiske københavnerbygning Axelborg I/S. Det har L&F’s bestyrelse netop besluttet på et møde.
Købet sker efter ønske fra DLG om at sælge sin andel til fordel for en langsigtet lejeaftale.

- Vi har været rigtig glade for det fællesejerskab, vi har haft med DLG, men når de ønsker at have deres aktiver placeret anderledes, så er det helt naturligt for os at tage et større ejerskab, så Axelborg forbliver i landbrugets og fødevareerhvervets hænder, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.

L&F vil købe 499 ud af DLG’s 500 andele i ejendommen Axelborg I/S, mens Nordea fortsat ejer 32,5 pct. som hidtil.

DLG vil fortsat blive boende i huset i Gl. Axelborg, og L&F vil også råde over de samme etager i bygningen som hidtil.

- For DLG er det den helt rigtige beslutning at sælge vores andel af Axelborg. I stedet for et aktiv i midten af København får vi frigivet likviditet, som vi kan investere og derved yderligere styrke vores kerneforretning i henhold til vores strategiske målsætninger, udtaler Niels Dengsø Jensen, formand i DLG.

Med købet får L&F bestemmende indflydelse over bygningen, og det har stor betydning for L&F, da Axelborg med sin centrale placering midt i hovedstaden også er landbruget og fødevareerhvervets ansigt udadtil.

- Vi ser det her som en unik og god investeringsmulighed, da Axelborg er en attraktiv bygning med en meget central beliggenhed i København. Afkastet af vores investerede kapital bidrager også til finansieringen af vores politiske arbejde, hvor vi hver dag kæmper for at sikre bedre rammevilkår for vores medlemmer. Med den her investering kan fremtidens landmænd også få gavn af det, fordi Axelborg er medlemmernes hus, siger Martin Merrild.

For yderligere spørgsmål kontakt:
Caroline Gerd Frandsen, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf. 20 76 17 90, cagf@lf.dk
Kåre Ghisler Fuglsbjerg, souschef hos DLG, tlf. 25 39 01 06, kfu@dlg.dk

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk