Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F: Vi skal væk fra skåltalerne og frem med arbejdshandskerne

Sådan lyder meldingen fra Landbrug & Fødevarer i forbindelse med lanceringen af regeringens Advisory Board’s anbefalinger for cirkulær økonomi.

Anbefalingerne kommer i form af et katalog med 27 konkrete indsatser, der skal styrke omstillingen til en cirkulær økonomi. Flere af anbefalingerne er sektorspecifikke for fødevareerhvervet, og det er både velkomment og helt naurligt ifølge Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Karen Hækkerup:

- Det er helt afgørende for omstillingen til cirkulær økonomi, at vi udvikler bioøkonomien. Danmark har en fødevareklynge, der allerede producerer mere med mindre. Cirkulær bioøkonomi er en dagsorden og et indsatsområde, som vi har forfinet og forædlet i årtier.

Cirkulær bioøkonomi handler grundlæggende om omstillingen til et samfund baseret på fornybare, recirkulerbare biologiske ressourcer friholdt fra fossile og mineralske råstoffer.
De sektorspecifikke forslag for fødevareerhvervet omhandler at forebygge madspild, fremme vilkårene for bioraffinering, etablere nye værdikæder for landbrugsafgrøder og optimere udnyttelsen af animalske produkter. Forslagene giver positiv genlyd hos Landbrug & Fødevarer:

- Det er helt i tråd med vores linje, og nu skal vi væk fra skåltalerne og på med arbejdstøjet. Vi er i forvejen en sværvægter i debatten om cirkulær bioøkonomi, og vores fødevareproduktion er kendt for at være en af verdens mest ressource- og klimaeffektive. Den position skal vi udvikle og udnytte.

- Hvis visionerne bliver til virkelighed, gør vi ikke kun det rigtige for fremtidige generationer – vi har også muligheden for sikre et dansk eksporteventyr af teknologi og knowhow, udtaler Karen Hækkerup.

I 2015 præsenterede EU-Kommissionen en handlingsplan til at fremme den cirkulære økonomi. Her involverer 4 ud af 5 anbefalinger også landbrug- og fødevareproduktion.
Landbrug & Fødevarer håber på, at et bredt flertal i Folketinget vil lytte til anbefalingerne fra regeringens Advisory Board. Landbrug & Fødevarer mener, at tiden er inde til;

  1. En national strategi. Hvis Danmark skal gøre visioner til virkelighed kræver det en strategi, som initieres af regeringen og afspejles i de politiske beslutninger.
  2. Oplysning og information. Bioøkonomien fordrer en bred oplysningskampagne, så forbrugerne er bevidste om det biologiske alternativ til fossile og mineralske ressourcer.
  3. Markedsvilkår. En øget satsning på bioøkonomien skal have en hjælpende hånd, men det må ikke blive en sovepude. På sigt skal de biobaserede produkter konkurrere på markedsvilkår.
  4. Forskning og udvikling. Investeringer til området skal opprioriteres inden for forskning og udvikling. Dertil kommer behovet for et tættere samarbejde på tværs af sektorer og på tværs af offentlige og private instanser.
  5. Foregangsvirksomheder. I fødevaresektoren har store spillede som Arla og Danish Crown flere gange vist viljen til at gå foran og skabe nye biobaserede produkter. Og vi har brug for flere og nye medspillere i erhvervslivet. LEGO’s lancering af et massivt forskningsprogram til udvikling af biobaserede og bæredygtige legoklodser er et godt eksempel.
  6. Indkøb. Det offentlige kan gå forrest for at skabe et marked for bioøkonomi. Bl.a. ved at kræve at en del af det offentlige indkøb baseres på fossilfri produkter og materialer.
  7. Internationalisering. Vi skal markedsføre Danmark som et bioøkonomisk foregangsland. Det gælder både landbrugspraksis, fødevareteknologiske kapaciteter såvel som restprodukter.
  8. Virkeliggørelse. Vi kommer ingen vegne med gode intentioner og skåltaler. Vi skal i arbejdstøjet. Et godt sted at starte er relanceringen af Det Nationale Bioøkonomipanel.

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk