Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Høje europæiske gødningspriser undersøges

L&F støtter en undersøgelse af gødningsmarkedet, som EU-Kommissionen netop har lovet at sætte i værk. Den europæiske gødningsindustri mistænkes for at have udnyttet en beskyttelse af hjemmemarkedet til at afsætte deres egen produktion til unaturligt høje priser.

L&F har engageret sig i en sag om at fremme fair prissætning på kunstgødning på det europæiske marked. Som situationen er i dag, har EU gennem en årrække pålagt en straftold på import af ammonium-nitrat fra Rusland pga. formodning om kunstigt lave priser på produktet fra russisk side.

En række europæiske landbrugsorganisationer vurderer imidlertid, at situationen, som straftolden blev besluttet på baggrund af, har ændret sig. De mener, at den europæiske gødningsindustri har udnyttet denne beskyttelse af deres hjemmemarked til at afsætte deres egen produktion til unaturligt høje priser – ikke mindst i en tid, hvor den energi, der medgår til produktionen, er blevet billigere, sådan at gødningen også skulle være blevet billigere.

Dermed betaler europæiske landmænd en overnormal pris for gødningen, og det går ud over deres indkomst og dermed deres konkurrenceevne til at afsætte egne produkter internationalt.

Organisationerne, ført an af den irske landbrugsorganisation IFA, har nu opfordret EU-Kommissionen til at analysere markedssituationen og overveje, om straftolden på russisk gødning skal reduceres eller fjernes.

Håbet er, at den europæiske gødningspris dermed finder et naturligt, lavere leje, så det kommer de europæiske landmænd til gode. L&F har støttet initiativet om en nærmere undersøgelse og følger nu sagen tæt. Kommissionen forventer, at sagen vil tage 15 måneder og vil indbefatte undersøgelse af både producenter og importører.

Peter Michael Heller

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk