Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Ny kendelse fra Landsskatteretten letter generationsskifter

En afgørelse fra Landsskatteretten betyder, at finansiering af generationsskifter via sælgerpantebreve nu bliver mere attraktivt.

Landsskatteretten har givet en landmand ret i, at et sælgerpantebrev udstedt til et familiemedlem kan være erhvervsmæssigt og derfor kan ligge i virksomhedsordningen.

En far, der ønskede at hjælpe sin søn med finansieringen i et generationsskifte, udstedte et sælgerpantebrev til sønnen på 20 procent af købesummen.
SKAT ville imidlertid ikke godkende, at pantebrevet var udstedt på markedsvilkår, selvom pantebrevet både var forrentet og havde en fast løbetid. SKAT nægtede derfor, at faren kunne have det i sin virksomhedsordning. Derfor mente SKAT, at landmanden skulle beskattes af hele den pålydende værdi af pantebrevet med det samme.

SEGES har sammen med Kolding Herreds Landbrugsforening ført sagen for landmanden. Og Landsskatteretten gav landmanden ret i, at sælgerpantebrevet er erhvervsmæssigt og derfor kan ligge i hans virksomhedsordning.

Bedre vilkår for sælgerfinansiering
Afgørelsen kan som udgangspunkt kun tages til indtægt for finansiering på markedsvilkår af op til 20 procent af salgssummen. Men afgørelsen giver en vigtig sikkerhed op til dén grænse, hvilket giver markant bedre muligheder for, at far eller mor kan hjælpe med finansieringen i forbindelse med et generationsskifte.

Medfinansiering fra sælger er ofte nødvendigt i den nuværende situation, hvor det kan være meget svært at opnå ekstern finansiering.

Landbrug & Fødevarer arbejder generelt på at skabe bedre vilkår for sælgerfinansiering, både via et politisk spor og via juridiske sager mod SKAT.

Politisk arbejder Landbrug & Fødevarer bl.a. for en generel modernisering af virksomhedsordningen. En sådan modernisering skal give bedre muligheder for at yde sælgerfinansiering til familiemedlemmer. Den nye afgørelse fra Landsskatteretten er i dét perspektiv meget positiv, men der er stadig plads til forbedring.

Frederik Waaben

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk