Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F overtager Axelborg

Axelborg kommer helt på L&F’s hænder. Axelborg skal også fremover være det fysiske udgangspunkt i fødevareerhvervets politiske interessevaretagelse, forklarer formand Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer overtager Nordeas andel i Axelborg og bliver dermed eneejer.

Det har bestyrelsen i L&F besluttet efter ønske fra Nordea om at sælge deres andel.

Axelborg har siden 1985 været fællesejet af L&F, DLG og Nordea – med L&F med størst andel. Tidligere på året overtog L&F DLG’s andel i ejendommen.

- Vi har været rigtig glade for det fællesejerskab, der har været i Axelborg. Når det er sagt, så er det helt naturligt for os at tage et større ejerskab af Axelborg, når vores fællesejere ønsker at træde ud, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.

Axelborg blev opført i 1920 til Den Danske Andelsbank og Arbejdernes Andelsboligforening. Bare fem år senere gik Den Danske Andelsbank konkurs, ligesom også Arbejdernes Andelsboligforening fik problemer.

I stedet overtog en række organisationer fra landbruget ejendommen, der siden 1931 har huset Landbrugsraadet - og i dag altså L&F, samt en række virksomheder og organisationer inden for fødevareklyngen.

Senest er fiskeriets organisationer flyttet ind, ligesom også Food Nation og Marine Ingredients Denmark inden for det seneste år har fået plads i bygningen.

- Erhvervets historie fra Axelborg går mange år tilbage. Og derfor er det glædeligt, at vi samler flere og flere af fødevareerhvervets interessenter i vores bygninger, så vi kan sende et klart signal om, at Axelborg er det fysiske udgangspunkt for fødevareerhvervets politiske interessevaretagelse, siger Martin Merrild, der glæder sig over den aftale, der er lavet i forbindelse med overtagelsen.

- Vi har lavet en aftale, der er rimelig for alle parter. Jeg glæder mig over, at fødevareerhvervet også fremover skal have sin plads midt i København. Det er vigtigt, at vi har en plads i hovedstaden, hvor mange andre organisationer, relevante samarbejdspartnere samt Christiansborg er, siger Martin Merrild.

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk