Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Forbrugerne foretrækker danske æg

Når danskerne køber ind, putter de danske æg i indkøbskurven. Det gør de, fordi de forbinder de danske æg med bedre fødevaresikkerhed, bedre dyrevelfærd og den mest miljøvenlige produktion. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

Forbrugerne har stor tillid til, at de danske æg giver en bedre fødevaresikkerhed, end æg fra udlandet. Derfor foretrækker 88 pct. af forbrugerne at købe danske æg. Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har lavet for Landbrug & Fødevarer.

Ifølge undersøgelsen siger 78 pct. af danskerne, at Danmark har den bedste fødevaresikkerhed.

Det glæder den danske ægbranche og ikke mindst de danske ægproducenter, som har ydet en stor indsats for at sikre salmonellafrie, danske æg.

John Olsen, der er formand for Erhvervsfjerkræsektionens æg-gruppe under Landbrug & Fødevarer, siger:

- Det glæder jo en landmand, at de danske forbrugere kvitterer for den indsats, som alle de danske ægproducenter har ydet i forhold til at sikre salmonellafrie, danske æg. De ekstra smittebeskyttelses-foranstaltninger, der er indført i alle de danske æglæggerstalde har kostet, så det er rart, at det også bliver bemærket af de danske forbrugere.

Udover en stor tillid til fødevaresikkerheden i de danske æg, siger 67 pct. af forbrugerne, at Danmark også har den bedste dyrevelfærd, og 60 pct. mener, at Danmark også har den mest miljøvenlige produktion. Begge dele er vigtige parametre, når danskerne vælger æg i køledisken.

Særligt de unge vægter parametrene ”miljøhensyn i produktionen” og ”klimavenligt” som kriterier, der havde indflydelse på deres valg af æg, sidste gang de købte æg. Det er især kvinderne, der vægter parameteret ”god dyrevelfærd” højt.

FAKTA
88 pct. af de danske forbrugere foretrækker danske æg
78 pct. mener, at danske æg har den bedste fødevaresikkerhed
67 pct. mener, at Danmark har den bedste dyrevelfærd i ægproduktionen
60 pct. mener, at Danmark har den mest miljøvenlige ægproduktion

  
Læs analysen Danskerne foretrækker danske æg fra Landbrug & Fødevarer

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk