Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Nye regler for førercertifikat til teleskoplæssere

Fra 1. januar 2018 kommer der nye regler for, hvornår man skal have certifikat for at måtte føre teleskoplæssere.

Det er fortsat muligt at arbejde med teleskoplæssere med skovl og spyd uden at have et teleskoplæssercertifikat. Det ligger fast med den nye bekendtgørelse fra Arbejdstilsynet, der træder i kraft 1. januar 2018.

Slut med at bruge teleskoplæssere med skovl, spyd og mandskabskurv uden førercertifikat. Sådan så et forslag ud fra Arbejdstilsynet i februar måned, men som nu er blevet til en ny bekendtgørelse i en langt lempeligere udgave.

Det glæder Landbrug & Fødevarer, at landmændene med den nye bekendtgørelse fortsat vil kunne bruge teleskoplæssere med skovl og spyd uden, at de skal have et certifikat. 

- Vi har arbejdet hårdt på at gøre Arbejdstilsynet forslag til nye regler mere spiselige, end da de blev fremlagt første gang. Det ville have været en helt urimelig udvidelse af kravet om førercertifikat, hvis alt arbejde med teleskoplæssere var blevet omfattet, siger Charlotte Drachmann Jørgensen, Chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Til gengæld er Landbrug & Fødevarer skuffet over, at kran- og gaffeltruckcertifikat kun giver ret til at føre teleskoplæssere frem til den 31. december 2018. Herefter skal man have et godkendt AMU opkvalificeringskursus for at køre teleskoplæssere med gafler eller til løft af personer.

Konkret betyder de nye regler vedr. teleskoplæssere, at:

  • Der er krav om teleskoplæssercertifikat, hvis der arbejdes med gafler eller mandskabskurv.
  • Kran- og gaffeltruckcertifikat vil ikke længere give ret til at føre teleskoplæssere med gafler eller mandskabskurv.
  • Når teleskoplæsseren anvendes til kranarbejde, skal man foruden teleskoplæssercertifikat have kranbasisuddannelsen, hvis teleskoplæsserens løftekapacitet er over 8 tonsmeter.

 

Det stilles ikke krav om uddannelse til løft af byrder med teleskoplæssere i situationer, hvor brugen af teleskoplæsser er begrænset. Det vil sige:

  • Hvis teleskoparmen højst kan række 1,5 m.
  • Hvis teleskoparmens rækkevidde er begrænset til højst 1,5 m, fx med nøglekontakt.
  • Hvis teleskoplæsser afprøves efter reparation.
  • Hvis teleskoplæsser bruges ved kørsel uden byrder.
  • Hvis teleskoplæsseren anvendes til andet arbejde end til løft af byrder på gafler til personløft eller til kranarbejde.

 

Der stilles heller ikke krav om kranførercertifikat til teleskoplæssere, der bruges som kran i forbindelse med maskinernes normale arbejdsopgaver, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Hvis der ikke er personer i umiddelbar nærhed.
  • Hvis byrden ikke løftes mere end ca. 1 m over terræn.
  • Hvis maskinerne efterses og vedligeholdes i overensstemmelse med leverandørens anvisninger.
  • Hvis leverandørens brugs- og vedligeholdelsesanvisninger er på maskinen.

 

Charlotte Drachmann Jørgensen

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk