Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Igen færrest spor af plantebeskyttelsesmidler i dansk frugt og grønt

Den årlige Pesticidrapport fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen er netop udkommet. Den viser igen, at Danmark ligger i top, når det handler om at undgå spor af plantebeskyttelsesmidler i frugt og grønt.

Dansk frugt og grønt indeholder fortsat færre spor af plantebeskyttelsesmidler end produkter fra andre lande. Det viser den årlige pesticidrapport fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet, som netop er offentliggjort.

I rapporten sammenlignes danske produkter med tilsvarende produkter fra henholdsvis EU og lande uden for EU.

Danmark ligger traditionelt meget fint i forhold til øvrige lande i denne opgørelse, og det er altså også tilfældet i 2016.

Rapporten glæder Torben Hansen, der er formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer:

- Det er glædeligt, men ikke specielt overraskende, at Danmark ligger helt i top i forhold til at undgå spor af plantebeskyttelsesmidler i frugt og grønt. Det er samme billede, som vi plejer at se. Tallene er en klar indikation af, at de danske producenter har styr på tingene og bruger så få midler til at beskytte planterne som overhovedet muligt, siger Torben Hansen.

Årets rapport viser, at der i frugt er fundet spor af plantebeskyttelsesmidler i 45 procent af de danske prøver. Det samme gælder for 72 procent af prøverne fra andre EU-lande og for 74 procent af prøverne fra lande udenfor EU.

I grøntsager er der fundet spor i 27 procent af de danske prøver, mens tallene for grøntsager fra andre EU-lande og lande udenfor EU er henholdsvis 55 procent og 43 procent.

Læs hele rapporten her.

Seneste nyt fra lf.dk