Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Christian Erin-Madsen

Finanslov med fokus på økologisk landbrug

Fredag blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en foreløbig aftaletekst om finansloven. Her fremgår det, at aftaleparterne vil understøtte en fortsat markedsbaseret udvikling af økologien i Danmark. Der er afsat 160 mio. kr. fordelt på de kommende tre år. Landbrug & Fødevarers økologichef, Kirsten Lund Jensen, er tilfreds med den foreløbige aftale.

- Det er selvfølgelig positivt, at der er afsat midler til at sikre videreførelse af økologiske initiativer, der retter sig mod produktion, marked og faglig udvikling. Det er afgørende for at opretholde det stærke fodfæste, vi har nu, at man både arbejder med afsætningssiden og samtidig husker den faglige udvikling. Derfor er vi glade for, at regeringen og Dansk Folkeparti har prioriteret begge, hvilket ligger helt i forlængelse af de anbefalinger, vi kom med tidligere på året i regi af Det Økologiske Erhvervsteam, siger Kirsten Lund Jensen.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at afsætte 30 mio. kr. i 2019, 20 mio. kr. i 2020 og 10 mio. kr. i 2021 til at forlænge indsatsen for at fremme økologi og afsætning i regi af Fonden for Økologisk Landbrug. Aftrapningen er udtryk for en intention om en gradvis overgang til, at sektoren er økonomisk selvbærende.

Aftaleparterne er også enige om at afsætte 50 mio. kr. årligt i 2018 og 2019 til økologisk omlægning.

Hertil kommer den pulje til økologiforskning på 25 mio. kr. i 2018, som ligger under aftalen om fordeling af forskningsreserven.

- Det fremgår af aftaleteksten, at midlerne på afsætningssiden fortsat kan bruges til en bred vifte af indsatser – herunder også omstilling til økologi i professionelle køkkener. I Landbrug & Fødevarer vil vi også fremover gøre vores for at omsætte de politiske prioriteter til gode resultater, siger Kirsten Lund Jensen og fortsætter:

- Omkring midlerne til at forlænge indsatserne i Fonden for Økologisk Landbrug er vi tilfredse med, at det nuværende niveau på 30 mio. kr. ser ud til at fortsætte både i 2018 og 2019.

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk