Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F er skeptisk over for udpegningen af områder med skærpede fosforlofter

Det faglige grundlag bag udpegningen af de områder, der bliver ramt af skærpede fosforkrav til sommer, er tvivlsomt. Mange bedrifter bliver ramt uden et solidt fagligt grundlag, mener L&F.

Der er for få miljøgevinster ved at skærpe kravene til brugen af fosfor på danske marker, mener Landbrug & Fødevarer.

- I landbruget tager vi gerne et medansvar for at passe på vores natur og miljø, men fagligheden bag krav og reguleringer skal være i orden. Som det ser ud nu, er der ikke noget solidt fagligt grundlag for sammenhængen mellem fosfortilførsel til markerne og fosfortab til vandmiljøet, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, og fortsætter:

- Det giver ikke mening at lægge op til en skærpet regulering på 22 pct. af landbrugsarealet. Vi risikerer at pålægge en række landmænd en stor byrde, som om få år kan vise sig meningsløs.

Udmeldingen kommer oven på ministeriets offentliggørelse af de områder, der til sommer bliver ramt af skærpede fosforlofter. Det drejer sig om bedrifter i oplandet til større søer, der bliver ramt på de skærpede krav.

- I Danmark har vi reduceret brugen af fosfor i handelsgødning i landbruget med næsten 70 pct. de sidste 25 år, så vi har generelt ikke noget problem med overskydende fosfor. Derfor er tvivlsomt, om de skærpede fosforlofter vil have den effekt på tilførsel af fosfor til søer, som det er tiltænkt, siger Lars Hvidtfeldt.

Han pointerer, at det meste af fosforforureningen i mange danske søer skyldes ophobninger af slam i søerne fra bl.a. fortidens tilførsler af byspildevand.

Landbrug & Fødevarer har gennem længere tid arbejdet på, at landmændene får længere tid til at finde løsninger og planlægge en så voldsom regulering. Som det ser ud lige nu så gælder de skærpede fosforkrav per 1. august 2018.

- Flere landmænd har allerede nu lavet gødskningsplaner og aftaler for afsætning af gødning i 2018/2019, så med så kort varsel, kan det blive svært for nogle landmænd i de berørte områder at starte forfra, påpeger Lars Hvidtfeldt.

Læs også pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk