Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Fremtidens forbrugere er både attraktive og krævende

Landbrug & Fødevarer har undersøgt, hvem fremtidens forbrugere er. Gruppen af unge forbrugere fra 18-35 år bliver populært kaldt Millennials, og de er spændende af flere årsager.

Fremtidens forbrugere er både attraktive og krævende. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer, der har set nærmere på gruppen af unge forbrugere mellem 18-35 år. Undersøgelsen ser også nærmere på, hvad Millennials-gruppens valg og fravalg får af betydning for fødevarebranchen.

Christie Nielsen, der er markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer, siger:

”Millennials-gruppen er godt på vej til at blive de mest attraktive, men også de mest krævende, kunder for dagligvarebutikker og fødevarevirksomheder. De skiller sig ud i deres fødevareforbrug, værdier og holdninger. De er også ’digitale indfødte’, og det har stor betydning for den måde de handler på.”

Landbrug & Fødevarers undersøgelse viser, at gruppen har en forventning om en hurtig adgang til relevant information. Millennials er nemlig flasket op med en langt mere dynamisk måde at samle informationer på sammenlignet med resten af befolkningen.

”Det indebærer, at Millennials’ tålmodighed er lig nul, hvis en vare mangler oplysninger. Eller hvis de ikke hurtigt kan google svaret på lige præcis det spørgsmål, de står med nu og her,” siger Christie Nielsen.


Mobilen er alt

Det vigtigste at forstå om Millennials-målgruppen er betydningen af deres mobiltelefon. De har den med sig overalt, og hele 66 pct. bruger deres telefon, når de står i butikken til at google eller søge i apps efter information om en eller flere konkrete varer.

Hvor de fleste andre forbrugere først og fremmest støtter sig til vaner, tillært viden og erfaringer, når de handler – og dermed har en langt mere statisk opfattelse af verden – så har Millennials en anderledes og langt mere dynamisk proces.

”Lidt karikeret kan man sige, at mobilen er Millennials’ bedste ven, og det er herfra, de får deres viden,” siger Christie Nielsen.

Så adgangsbilletten for virksomheder, der ønsker at gøre sine produkter attraktive overfor Millennials, er altså, at det er hurtigt og nemt for forbrugerne at finde præcis de relevante informationer, som gruppen kunne finde på at google i forbindelse med et konkret køb. 

 
Stærkt, etisk værdisæt

Landbrug & Fødevarers undersøgelse viser også, at Millennials har et stærkt, etisk værdisæt, der indikerer, at det er en generation, der på sigt vil udfordre ’forbrugerkulturen’, som vi kender den i dag:
”Millennials har stærke værdier om bæredygtighed og stærke holdninger til forbrug. Begge dele danner et grundlæggende fundament for deres verdensbillede. Millennials har også et langt mere globalt perspektiv end den øvrige befolkning. Fx er de mere bekymrede over globale udfordringer som global opvarmning og plastik i naturen,” siger Christie Nielsen og fortsætter:

”Det er især vigtigt at imødekomme Millennials’ værdisæt på længere sigt, da de godt kan finde på at ’straffe’ produkter, de ikke mener, lever op til værdierne. En straf kan fx være i form af boykot af køb af produktet i en periode, eller ved at tale negativt om produktet på sociale medier.”

Attraktiv målgruppe

Millennials er dog generelt en meget attraktiv målgruppe. Det er de, fordi det er i den periode, forbrugernes vigtigste vaner og adfærd bliver dannet.

”Millennials er også attraktive, fordi de er fremtidens børnefamilier og dermed kommende storforbrugere af dagligvarer. Derfor er det særligt vigtigt for fødevarebranchen at forstå, hvilken adfærd de har, hvilke ønsker de har til fødevarer, og hvordan de kan komme i dialog med Millennials-gruppen,” siger Christie Nielsen.

Og der er god brug for indsigten, for det viser sig nemlig, at Millennials adskiller sig på en række vigtige områder; fx laver de oftere madplaner, og de har større interesse i tilberedning af mad end resten af befolkningen.

På den anden side spiser Millennials oftere take away, fordi deres hverdage er mere uforudsigelige med flere impulsive ændringer af de oprindelige planer, end det ellers ses hos resten af befolkningen.

”Det er også interessant, at mens Millennials sjældnere spiser morgenmad, spiser de oftere små ’snacks’ mellem måltiderne. Den indsigt, vi med undersøgelsen har fået af Millennials-målgruppen, tegner et billede af både muligheder og udfordringer for fødevarebranchen, når det handler om at komme endnu tættere på fremtidens forbrugere,” siger Christie Nielsen.


Fakta om undersøgelsen:

Undersøgelsens indsigter om Millennials-målgruppen kommer på baggrund af et omfattende studie, der har haft til formål at afdække målgruppen 3600 rundt. Undersøgelsen har haft fokus på alt fra Millennials hverdag – herunder fødevareforbrug – til målgruppens tanker om fremtiden.

Studiet bygger på tre metoder; mobiletnografi og fokusgrupper – begge afholdt af Epinion for Landbrug & Fødevarer – samt et online spørgeskema blandt 1.028 repræsentativt udvalgte respondenter gennemført af Kantar Gallup.

Studiet er gennemført i efteråret 2017 og kan downloades i sin fulde længde her.   


Indhold

Christie Nielsen

Seneste nyt fra lf.dk