Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Genberegningssager blokerer for udbetaling af grundbetaling

Landbrugsstyrelsen er nået langt med genberegningssagerne, men ikke alle er afsluttet endnu.

Landbrug & Fødevarer har gennem hele efteråret lagt pres på Landbrugsstyrelsen for at få afsluttet sager om udbetaling af grundbetaling hurtigst muligt, så det ikke påvirker udbetalingen af støtten, men genberegningssager blokerer for en hurtig sagsbehandling. Det er meget utilfredsstillende for de landmænd, der er påvirket af en genberegningssag. Meldingen fra Landbrugsstyrelsen er, at de forventer at nå meget langt med sagerne i løbet af denne uge.

Sagerne har typisk ikke noget at gøre med årets ansøgning om støtte og har ingen konkret støttemæssig betydning, men Landbrugsstyrelsen er ved at rette på nogle fejl, der ligger flere år tilbage med hensyn til registreringen af betalingsrettighederne. 

Ifølge Landbrugsstyrelsens resultatmål, skal 97 pct. af sagerne om grundbetaling være udbetalt inden udgangen af januar. Per 18. december 2017 var 93 pct. af sagerne afsluttet, så Landbrugsstyrelsen arbejder støt mod at nå målet. Landbrug & Fødevarer mener, det er meget vigtigt, at støtten udbetales til alle så hurtigt som overhovedet muligt. Derudover bør der ses på at øge ambitionsniveauet for udbetalingsmålet fremadrettet.

Landbrugsstyrelsen lagde følgende status på sagsbehandlingen af genberegningssagerne på deres hjemmeside kort før jul. Siden da er en række af de 750 sager nået gennem sagsbehandlingsmøllen, men ikke alle endnu: 

Vi er i øjeblikket ved at genoptage en række overdragelser af betalingsrettigheder, da vi har konstateret, at vi har fejlregistreret af nogle af betalingsrettighederne tilbage i tiden. Fejlen skyldes ikke forkerte indtastninger fra landmænd og konsulenter, men er en fejl i databasen.

Vi har pr. 18. december 2017 genoptaget overdragelser hos 750 landmænd som følge af fejlrettelsen. 

Vi er klar over, at mange landmænd har brug for deres støtteudbetaling, og vi arbejder derfor fokuseret på disse sager. Du behøver ikke at foretage dig noget. Hvis vi får brug for oplysninger i løbet af sagsbehandlingen, vil vi kontakte dig eller din konsulent. 

Du kan forvente at få udbetalt Grundbetaling og grøn støtte i slutningen af december eller i starten af januar. 

Når din sag er under genoptagelse, kan du ikke overdrage betalingsrettigheder. Det skyldes, at din oversigt over betalingsrettigheder ikke er opdateret til ansøgningsåret 2018. Når du har fået din udbetaling for 2017, kan du igen overdrage betalingsrettigheder.

 

Maria Skovager Østergaard

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk