Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landmænd har brug for klare fosfor-regler

Mindre end seks måneder før de nye skærpede fosforlofter træder i kraft er lovgivningen fra ministeriet fortsat ikke på plads. Det giver anledning til usikkerhed og frustration.

Den 18. december 2017 fik vi det midlertidige kort fra ministeriet med de områder, der forventes at blive ramt af de skærpede fosforlofter. Problemet er bare, at ingen kan vide sig sikre, før kortet er indarbejdet i en ny husdyrgødningsbekendtgørelse.

Men den bekendtgørelse venter vi desværre stadig på.

Landbrug & Fødevarer arbejder derfor på, at ministeriet får den på plads hurtigst muligt. Vi har fra start pointeret, at det er vigtigt at have det på plads i god tid, da det kræver planlægning at tilpasse sig så væsentlige indgreb på en bedrift.

Uden en lovgivning på plads er det yderst usikkert, hvilke regler landmændene skal være forberedt på efter 1. august 2018, hvor de skærpede fosfor-lofter træder i kraft.

Som det ser ud nu, vil bekendtgørelsen først være klar få uger, inden den skal træde i kraft. Og det er fuldstændig urimeligt, da det for flere landmænd er væsentlige indgreb, der venter.

Særligt de mink- og fjerkræavlerne, der har en bedrift i et område med de skærpede fosforlofter, vil stå med en kæmpe udfordring. De hårdest ramte landmænd skal ud og finde over 40 pct. mere areal til at sprede deres gødning fra husdyrene i forhold til tilsvarende bedrifter uden for områderne.

Men også andre typer husdyr bliver ramt. De berørte slagtesvineproducenter skal f.eks. ud og finde 30 pct. mere udbringningsareal.

Selvom vi i december fik kortet med ministeriets forslag til områder med skærpet fosforlofter, så må vi forvente, at reguleringsgrundlaget for så væsentlige indgreb er helt på plads i god tid, før det træder i kraft.

I forbindelse med udpegningen af det midlertidige kort over de områder, hvor de skærpede fosforlofter skal træde i kraft, udtalte ministeren: ”På kort sigt er det vigtigt i samarbejde med erhvervet at finde praktiske løsninger for at hjælpe de landmænd, der skal finde nye arealer til at udbringe deres gødning på”.

Vi venter fortsat spændt på, hvilke praktiske løsninger, ministeren er på vej med. De er under alle omstændigheder meget velkomne og stærkt nødvendige.

Henrik Bang Jensen

Indhold

Seneste nyt fra lf.dk