Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Stop dødsulykker i landbruget

I 2016 var der 10 arbejdsrelaterede dødsulykker i dansk landbrug. Det betyder, at hver tredje dødsulykke på en arbejdsplads var en ulykke i landbruget, og det gør erhvervet til et af landets farligste.

Sådan må det ikke være. Vi skal have langt mere fokus på både vores egen og vores ansattes sikkerhed.

Primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer har netop vedtaget en arbejdsmiljøpolitik, der skal sikre, at vi får løst de væsentlige arbejdsmiljøudfordringer, vi har i landbruget.

Der vil i de kommende år blive iværksat en række forskellige initiativer, som skal styrke fokus og viden på området ude på bedrifterne. Blandt andet er der ved at blive lavet nyt undervisningsmateriale til landboskolerne, og den lovpligtige uddannelse for arbejdsmiljørepræsentanter er nu blevet målrettet landbruget, så arbejdsmiljørepræsentanten får en mere brugbar og specifikt viden.

Landbruget skal være garant for sunde, sikre og attraktive arbejdspladser. Derfor skal vi have fokus på at undgå både ulykker og nedslidning. Og vi skal huske på sikkerheden i alt, hvad vi gør – også i pressede situationer, og når vi er underbemandede.

Husk, at landmanden og de ansatte er bedriftens vigtigste ressource, og derfor skal vi passe på os selv og hinanden. Vi er gode til at passe på vores dyr og maskiner, men ofte knap så gode til at skåne os selv. Og i travlheden tager vi måske en risiko, vi ikke burde tage.
Derfor skal vi stramme os mere an og sætte os for at blive mere skarpe på arbejdsmiljø og sikkerhed.

Så kig på jeres arbejdsplads. Få styr på sikkerheden og lad jer ikke friste af de nemme og hurtige løsninger i hverdagens travlhed. Tal sikkerhed med jeres ansatte, og lad være med at tro, at man skal fikse alting selv. Nogle gange er det bedre, hvis en opgave kan være farlig, at tilkalde professionelle, der har det rette udstyr.
Lad os alle gøre en indsats for, at vi om et år kan sige: I 2017 var der ingen dødsulykker i landbruget.

Med venlig hilsen

Lone Andersen
Viceformand i L&F

Seneste nyt fra lf.dk