Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skal vi fortsætte med at lave grise i Danmark?

Alternativet til selv at producere grise i stor stil er at eksportere problemerne med dyrevelfærd til udlandet. Derfor er det nødvendigt at klippe en hale og hugge en smågris, hvis den danske svineproduktion fortsat skal bidrage til den danske velfærd. Kronik af Martin Merrild og Erik Larsen i Politiken.

Kronik bragt i Politiken 4. februar 2014
Af formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild & formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen.

25.000 døde smågrise hver dag, rutinemæssig halekupering og kastration med smertelindring er tre af de største og mest presserende udfordringer, som svineproduktionen aktuelt står overfor. DR´s dokumentar ”Det store Svinerige”, som man kunne se den 23. januar på DR 1, stillede det evigt aktuelle spørgsmål: Skal svineproduktionen fortsat være en vægtig bidragsyder til det danske velfærdssamfund? I vores optik er svaret ikke overraskende et rungende ja, men vi ved også, at der er nogle, som ganske sikkert er uenige med os i den betragtning. Hvis man ser på, hvad vi økonomisk får ud af svineproduktion lige nu, er det ca. 30 mia. kr. om året i eksportindtægter plus fast arbejde til 40.000 danskere. Det er de kolde og økonomiske kendsgerninger. Men svineproduktion er også meget andet end bundlinje. Det handler først og fremmest om dyrevelfærd. Kan vi, når alt kommer til alt, være vores produktion bekendt?

Igen mener vi ikke overraskende, at det kan vi, men vi skal også være de første til at erkende, at man altid kan gøre det bedre. Det, der til gengæld er vigtigt for os, er, at vi som samfund laver forbedringerne i kontrakt med hinanden. Vi kunne i teorien sagtens åbne stalddøren og lukke grisene ud på marken, hvilket med sikkerhed ville være årets mediehistorie, men hvor sympatisk det træk det end måtte forekomme at være, ville det efter vores bedste mening ikke sikre bedre dyrevelfærd mere end et par måneder.

Tillad os at prøve at give vores forklaring på, hvorfor ændringer i produktionen og bedre dyrevelfærd kun lader sig gøre, hvis det er et fælles nationalt projekt.

Lektor i bioetik Mickey Gjerris leverede flere skarpe analyser i ”Det store Svinerige”. Bl.a. sagde han, at der er indgået en stiltiende kontrakt mellem landbruget, forbrugere og politikere. DR dokumentaren afslører således ikke noget, vi ikke allerede vidste i forvejen. Historier om både dødelighed, halekupering, kastration og mavesår har været jævnlige indslag i danske medier de sidste ti år. Ingen kan komme og sige, at de aldrig hørt om døde grise eller de andre udfordringer. Det, der gør, at mange forbrugere med den største naturlighed bliver vrede og indignerede efter at have set ”Det store Svinerige” er, at DR giver os en hel times koncentrerede udpenslinger af uhyrlighederne. Og samler man al den tid, der filmes i stalden, er der påfaldende mange klip med kastrationer, halekuperinger og døde smågrise. Hvis dette billede skulle være retvisende og repræsentativt for dagligdagen i en dansk svinestald anno 2014, er vi sikre på, at ingen med deres gode vilje ville arbejde med grise. Heldigvis skal man kun halekupere og kastrere grisen en gang i dens liv, så resten af tiden går heldigvis med alt mulig andet, der det meste af tiden opleves som meningsfuldt og værdiskabende arbejde for de mange tusinde mennesker, som hver dag går på arbejde i en dansk svinestald.

Vi hilser til en hver tid debatten om vores produktion velkommen. Det er nemlig vigtigt, at vi som samfund løbende tager vores fødevareproduktion op til revision, ligesom vi gør med alle mulige andre forhold. Det blev nævnt i dokumentaren, at vi er i gang med forskellige forskningsprojekter med henblik på at løse nævnte udfordringer. For det er jo ikke sådan, at dansk svineproduktion ligger på den lade side, når det kommer til at ressourceeffektivitet og jagten på fornuftige løsninger. Selvom det kan klinge hult, når vi stadig har kastrationerne og de blodindsmurte døde smågrise på nethinden, har man ikke bare i Danmark, men i alle de lande, der har betydende svineproduktioner, knoklet i snart halvtreds år for at knække koderne og komme frem til den gyldne formel, så vi slipper for at kastrere, kupere haler og holde antallet af døde smågrise på et minimum. Målet har hele tiden været at finde løsninger, som tilgodeser tre forhold: den bedst mulige dyrevelfærd, mindst mulig miljøbelastning og positiv rentabilitet. Vi må bare erkende, at vi ikke er der helt endnu, selvom vi er blandt de lande i verden, der bruger suverænt flest forskningsmillioner på at lave dyrevelfærdsforbedringer. Hver gang, en gris leveres på slagteriet, går der penge direkte til forskningen i bedre dyrevelfærd. Erhvervets aktuelle målsætninger lyder på, at dødeligheden skal ned på 20 pct. inden 2020, mindst 10 pct. af de diegivende søer skal være løsgående i 2020, og der skal være fundet et effektivt alternativ til kastration inden 2018.

Død, sygdom og behandling har altid været blandt de mindre behagelige dele af landmandens dagligdag. Men også i naturen bukker de svageste under. Ja, faktisk indretter naturen sig så dramatisk, at den indregner et enormt spild af liv for, at arten kan overleve. I den moderne svineproduktion dør der ganske vist mange grise, ca. 25.000 dagligt, når man medregner de dødfødte. Retfærdigvis skal det ses i forhold til at der hver dag også overlever 120.000 nyfødte grise. I naturen dør der jo milliarder af dyr hver dag som følge af en evolutionistisk overlevelsesstrategi, og det støder ikke til vores retfærdighedssans, fordi vi mennesker ikke har en finger med i spillet. Men det har vi jo i den grad i svinestalden, hvorfor der ikke burde være nogen døde overhovedet. Nogle forskere skønner, at det mest optimistiske scenarium med Danmarks nuværende grisepopulation er 17.000 døde smågrise om dagen. Men de erkender også, at målet ikke nås på en uge, at erhvervet allerede med en målrettet strategisk indsats har knækket kurven og er på vej ned. Spørgsmålet er, om de fleste af os nok ikke alligevel vil synes, at 17.000 døde grise stadig er for mange? Det tror vi. For 17.000 er bare mange spildte liv.

For de, som mener, at dyrevelfærdsniveaet er ligefrem proportionalt med dyrenes overlevelsesrate, burde den moderne konventionelle svineproduktion jo – kunne man lidt polemisk indvende - være den foretrukne, idet den har den suverænt laveste dødelighed. Årsagen er ganske enkel. Der er mennesker, som holder øje med soen og smågrisene i fareprocessen, så de kan forhindre, at smågrise går til i kulde eller hjælper dem på plads, så de kan få mælk eller varme hurtigt. Samtidig har man i den konventionelle produktion også bøjler omkring soen, som sikrer, at den ikke lægger sine godt 200 kg oven på de nyfødte grise. Vi medgiver, at soen ikke kan bevæge sig særlig meget i bøjlerne. Men faktum er også, at den også i naturen ikke foretager sig særlig meget andet de første par uger end at give sine unger mælk, spise og hvile. Med den nuværende fokus på dødelighed i medierne er det måske på tide, at vi som samfund og kritiske forbrugere anerkender, at dødelighed er en udfordring i alle produktionssystemer. At svineproducenter i dette land og i andre lande for den sags skyld, uanset om de opdrætter økologiske, frilands eller konventionelle grise, altid vil skulle gennem den deprimerende handling at hælde døde smågrise i affaldscontaineren. Det er en tanke, vi alle sammen skal forlige os med. Ellers kan vi ikke retfærdiggøre overfor os selv eller andre, at vi spiser kød.

Hvis vi i Danmark bliver enige om, at vi ikke længere ønsker en hjemlig konventionel svineproduktion, fordi vi ikke kan leve med tanken, kan vi med fordel følge Sveriges eksempel. Der har man truffet et konsekvent, men i vores optik også et noget hyklerisk valg. Man har indført en række restriktive lovkrav på dyrevelfærd, som på overfladen er sympatiske, men som desværre har den logiske følge, at den svenske svineproduktion nu er så lille, at den ikke engang selv kan forsyne hjemmemarkedet. Det betyder, at de svenskere, der gerne vil have svinekød på tallerknen, må sætte tænderne i kød, som er importeret, og som derfor også er produceret under forhold, hvor kravene til dyrevelfærd er langt mindre ambitiøse end i Sverige. Man kan derfor spørge, om det hjælper dyrene, når man eksporterer sin samvittighed til andre lande? Vi mener, at nogle skal gå forrest som et godt eksempel, for ellers kommer verdens grise ikke til at få det bedre, og i øvrigt er der også store forventninger til, at dyrevelfærd bliver et af fremtidens konkurrenceparametre akkurat som fødevaresikkerhed er det i dag, så lad dog os være godt rustet, når den dag kommer. Men det skal ske i et tempo, så forbrugerne kan følge med. Ellers gør de gode intentioner intet godt for den samlede dyrevelfærd. Tværtimod. Man kunne være lidt hård og påstå, at den svenske metode faktisk fører til dårligere dyrevelfærd for al verdens grise. For som det går lige nu, er den svenske svineproduktion under afvikling. Det samme kan meget vel blive scenariet herhjemme, hvis vi tror, at man med lovgivning kan skabe en svineproduktion, der både får bedre dyrevelfærd og som fortsat er rentabel. Derfor glæder vi os også over fødevareminister Dan Jørgensens tilgang. Ingen er i tvivl om, at han vil arbejde hårdt og helhjertet for bedre dyrevelfærd, og ingen er i tvivl om, at han er bevidst om de udfordringer, han står overfor, hvis det skal lykkes at skabe forbedringer på hans vagt.

I Bag Borgen den 23. januar afviste Dan Jørgensen nemlig fuldstændig den svenske model. Hans første egentlige handling udover den store indsats med at sætte svineproduktionens udfordringer til offentlig debat, er at indkalde erhvervet, eksperter, politikere og dyreværnsorganisationer til et såkaldt dyrevelfærdstopmøde i marts. Vi vil helst ikke være partykillere, men det er nok ikke særlig sandsynligt, at de eksperter, som i forvejen arbejder med dette til dagligt, på 24 timer med input fra lægmænd kan præsentere en nøglefærdig løsning på f.eks. kastration, halekupering, mavesår eller dødelighed, og som ikke i første omgang stiller dansk svineproduktionen ringere end f.eks. Tyskerne, som i disse år støvsuger vores stalde for slagtesvin og sender danske slagteriarbejdere ud i arbejdsløshed. Men det er heller ikke topmødets vigtigste formål. I vores optik handler det nemlig om, at vi som samfund sætter maksimalt fokus på vores svineproduktion og i fællesskab sætter os nogle mål, som vi i kontrakt med hinanden bestræber os på at indfri. Med andre ord handler dyrevelfærdstopmødet om at sætte opmærksomhed på dyrevelfærd, ja på det faktum, at Danmark er et landbrugsland, hvor der er politisk konsensus om, at det også skal være sådan fremover. Vi skal genvinde befolkningens tillid til vores produktion, vi skal være det land, som sætter dyrevelfærdsdagsordenen, holder de internationale konferencer og symposier. Udenlandske delegationer lægger allerede deres vej forbi for at aflure vores veterinære forspring og evner på fødevaresikkerhed. I femtiden skal de også komme for at hente inspiration og rådgivning til bedre dyrevelfærd.

Vi tror ikke, at den bedste måde at stimulere forskere og erhvervsliv til at yde deres bedste er ved udsigten til sanktioner. Det resultat har vi set i Sverige. Vi tror, at det er afgørende, at den danske befolkning tages i ed, så vi kan genfinde en fælles stolthed omkring vores landbrug. Så vi alle føler, at det kød, der ligger i køledisken ligger der, fordi det er sådan, vi ønsker det, og fordi vi er villige til at betale prisen for det. Lige nu virker det, som om at rigtig mange af os har en klar holdning til, hvordan dyrene skal have det, samtidig med at vi ikke ofrer en bøjet femøre, når vi f.eks. køber svinekød. Den form for vægelsindet forbrugeradfærd gælder faktisk også mange andre fødevarer, kan vi se på undersøgelser. Når Gallup ringer, fortæller vi typisk, at vi har købt økologisk kød, men ifølge slagterierne er det ikke dem, der leverer de mængder, som vi danskere påstår at sætte til livs. Det er nemt nok at kræve en revolution, men hvis man selv ikke er indstillet på at kæmpe og ofre sig for den store sag, kan man heller ikke forvente de helt store forandringer.

Når ti danske svineproducenter står i kø for at lægge om til frilandsproduktion, men den nedslående besked fra deres slagteri er, at de desværre ikke har flere kunder til frilandssvinekød, er det reelt kun to muligheder: Enten skal man statsstøtte frilandsproduktionen, eller også kan man bruge ressourcerne på at skabe opmærksomhed omkring det faktum, at vi som forbrugere faktisk sidder med ret stor indflydelse på, hvordan grisene og alle mulige andre dyr har det. Om dyrevelfærd og markedsmekanismer skal på skoleskemaet, eller om der skal laves reklamekampagner, som fortæller historien om, hvor godt en gris har det i det fri, må være op til vores politikere at vurdere. Men at dømme fra de reaktioner, vi har modtaget i landbruget efter ”det store Svinerige” blev vist, er der både folk, der ønsker os hen til et sted, hvor der for stedse er ubehageligt varmt, men der findes også kritikere, som klart ønsker sig en forbedret dyrevelfærd og er rystede over billederne, men som dog tilkendegiver, at de også selv bærer en del af ansvaret, som påpeget af Mickey Gjerris.

Hvordan kommer vi så videre herfra? Vi ser to scenarier: Enten fortsætter vi som hidtil i kollektiv selvfornægtelse og intern mudderkastning, hvilket ikke skaber andet end momentvist travle dage på landets nyhedsredaktioner, eller også følger vi de visioner, fødevareministeren netop har stukket ud. Vi arbejder sammen for at forbedre dyrevelfærden samtidig med, at vi udvikler landbrugs- og fødevareerhvervet, så det kommer til at bidrage endnu mere til vores fælles velfærdssamfund. Udover dyrevelfærd og nationaløkonomi har vi faktisk også en forpligtelse til at fortsætte med at producere fødevarer i det land i verden, hvis fødevarer udleder mindst CO2 og har bedst ressourceudnyttelse. Det er en helt andet diskussion, men verdensbefolkningen er stigende, klimaet forandrer sig, og folk skal altid have mad på bordet.

Seneste nyt fra lf.dk