Vi bruger cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Underernæring er faktisk et sundhedsproblem, ikke kun i fattige lande men blandt danske ældre. Fotro: Colourbox.com

Underernæring og januar-slankekure

Underernæring er en udfordring, både for mange ældre og for samfundet, skriver Landbrug & Fødevarers adm. direktør Karen Hækkerup.

Indlæg i Sjællandske Slagelse 12. januar 2017

Af Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

Mange af os har sikkert brugt de sidste par uger på at fordøje julemaden, enten bogstaveligt eller i form af nytårsforsætter om at spise sundere og dyrke mere motion.

Til gengæld er der nok ikke mange af os, der har tænkt på underernæring.

Men underernæring er faktisk et sundhedsproblem, ikke kun i fattige lande men blandt danske ældre.

Det er kun hver femte dansker klar over, viser en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

Det er sådan, at knap hver anden ældre oplever vægttab, når de eksempelvis flytter på plejehjem eller bliver indlagt på hospitalet, viser tal fra Socialstyrelsen og den landsdækkende database for Geriatri. Det skal der gøres noget ved.

Det har nemlig alvorlige konsekvenser, når et ældre menneske oplever et pludseligt vægttab; risikoen for at blive syg øges, og lysten til at være sammen med andre mennesker kan forsvinde.

En farlig isolation, der i yderste konsekvens kan betyde, at livsgnisten slukkes, og at døden kommer, før den burde.

Derfor så jeg gerne, at det blev slået fast i lovgivningen, at maden og måltidet er en sundhedsydelse.

Men mad og måltider er desværre kun sporadisk beskrevet i den relevante lovgivning. Derfor bør politikerne bruge sundhedsloven som en løftestang for en indsats mod underernæring.

Landbrug & Fødevarer har sammen med Ældre Sagen og 14 andre organisationer dannet Forum for Underernæring, som har taget initiativ til undersøgelsen om danskernes kendskab til underernæring.

Det har vi gjort fordi, vi mener det er vigtigt, at der bliver sat ind på en bred front. Vi skal have en tværfaglig og blivende indsats mod underernæring. Den enkelte borger skal sættes i centrum for maden og måltidsoplevelsen.

Mad er nydelse 
I vores optik er maden og oplevelsen af at spise den i hyggelige rammer helt centralt for den måde, vi behandler vores ældre på.

For vi spiser ikke kun for at få stillet sulten, men også fordi maden giver nydelse og tilfredsstillelse. Mad handler ikke kun om ernæring og kalorier. Mad handler om følelser, sanser, om at dufte og smage mad, som vi genkender og forbinder med oplevelsen af noget godt og lækkert.

Vi har alle et ansvar for, at plejekrævende ældre får god mad og gode måltidsoplevelser.

Det gælder pårørende, plejepersonale og fødevareproducenterne.

Producenterne arbejder hver dag for at levere den gode kvalitet og den gode smag i fødevarer med et ekstra højt kalorie-og proteinindhold.

For underernæring er et reelt problem. Mange ældre risikerer at få ødelagt deres livskvalitet og blive ramt af unødvendige sygdomme, hvis ikke de får den rigtige mad og nok af den.

Kampen mod underernæring er vigtig, selvom man nemt glemmer det her oven på julemaden.

Seneste nyt fra lf.dk