Vi bruger cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.
Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Vandråd på vigtig mission

De nye vandråd skal i gang med at vurdere, hvilke vandløb der skal være omfattet af vandområdeplanerne. L&F håber, at rådene vil træffe fagligt korrekte beslutninger på baggrund af reelle vurderinger af de enkelte vandløb.

Synspunkt i Skive Folkeblad, 9. februar 2017

Af Niels Peter Nørring, direktør i Landbrug & Fødevarer

Lige om lidt trækker de nye, lokalt funderede vandråd i gummistøvlerne og begynder deres arbejde.

Vandrådene har medlemmer fra blandt andet landbruget og de grønne organisationer, og deres opdrag er at vurdere, hvilke vandløb som skal være omfattet af regeringens vandområdeplaner. Vurderer de, at et vandløb ikke har et godt naturpotentiale, så er der ikke grund til at gøre en ekstra indsats, og dermed hører det ikke hjemme i vandområdeplanerne.

Landbruget er klar til at gå ind i arbejdet med stor vilje og engagement, for det er en uhyggeligt vigtig opgave, der nu skal løses. Det er meget afgørende, at kun de vandløb, som rent faktisk har en naturværdi og et naturpotentiale indgår i vandområdeplanerne. At alt for mange flade og gravede afvandingskanaler kommer til at indgå i planerne kan blive et kæmpeproblem for landbruget, og også helt i modstrid med intentionerne bag vandområdeplanerne. Det vil ikke give bedre og mere natur at arbejde med disse vandløb, men kan derimod give dårligere afledning af vandet og større risiko for oversvømmelser til skade for såvel landmænd som andre lodsejere.

Derfor er vi naturligvis også ekstremt skuffede over, at kun et sted mellem 900 og 1500 kilometer vandløb står til at blive taget ud af planerne. Det er langt fra de 6000 kilometer, der oprindeligt var lagt op til, hvilket er både ærgerligt og fagligt helt uforståeligt. Det betyder dog kun, at vi skal være endnu mere skarpe og dedikerede for at få de naturmæssigt dårligste vandløb ud af planerne.

Blot at melde sig ud på forhånd vil ikke fremme erhvervets interesser. Den gode dialog må, sammen med stærke faglige argumenter, bringe os så langt som overhovedet muligt.

At have lokalt forankrede råd, besat med stedkendte og engagerede folk er efter landbrugets opfattelse som udgangspunkt en rigtig tanke. Jeg håber derfor, at de nye råd vil fungere effektivt og træffe fagligt korrekte beslutninger, som ikke er præget af rigid skyttegravstænkning, men af reelle vurderinger af de enkelte vandløb.

Heldigvis ved vi, at mange af de ting, der skiller interessenterne på nationalt plan, kan der bygges bro over, når man søger gode lokale løsninger. Men det er altså også særdeles afgørende for ikke blot landbruget, men for alle lodsejere i landdistrikterne.

Seneste nyt fra lf.dk