Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Landbrug & Fødevarers Ledelsesfundament

Læs om L&F’s ledelsesfundament – det kompas som lederne navigerer efter i den mangfoldighed af forventninger, hensyn og krav i en moderne erhvervsorganisation.


Klik på billedet for at åbne pdf.

Ledelse er det, der samler vores vidtfavnende organisation. Vores organisations fortsatte succes afhænger af et stærkt ledelseskorps, der formår at trække vores organisation i samme retning.

Som leder i L&F er du midtpunkt for en række modsatrettede forventninger, som det kan være en kunst at navigere i. Du befinder dig midt i et komplekst netværk af finansieringskilder, opdragsgivere og interessenter med konkurrerende værdier, interesser og dagsordener – et samarbejdssystem, hvor rollerne mellem kunde, konkurrent og kollega kan forskyde sig i løbet af samme dag.

Som leder oplever du et krydspres af forskelligartede hensyn. Du skal tilgodese hensynet til sikker drift og økonomisk stabilitet – samtidig med, at du skaber rammerne for et nysgerrigt fagligt miljø, hvor der er rum til at tænke nyt og mod til at fejle. Der er et krav til dig om at udtænke langsigtede løsninger – i en branche præget af uforudsigelige kursændringer. Og du skal forsøge at fastholde medarbejdere – i en dynamisk organisation, hvor det eneste faste holdepunkt er, at vi skal imødekomme omverdenens foranderlige krav til os.

At navigere i denne mangfoldighed af forventninger, hensyn og krav kræver et kompas.

Ledelsesfundamentet er dit kompas
Ledelsesfundamentet har til formål at gøre det klart, hvad der forventes af dig som leder i L&F. Kompasset giver dig nogle pejlemærker at navigere efter, som vi mener er særligt vigtige for at indfri L&F’s mission, vision og strategi. De skal give dig modet til at tage lederrollen på dig og mandatet til at udstikke en kurs.

Ledelsesfundamentet er også vores fælles udgangspunkt for ledelse.

Pejlemærkerne er resultatet af input fra organisationens ledere. Det er de fælles succeskriterier, vi som samlet organisation vurderer os selv på, og som sikrer en fælles prioritering. De betyder, at vores medarbejdere vil møde en genkendelig lederrolle, der gør det nemt for dem at samarbejde på tværs af afdelinger og opgaver. Og at vores kunder og interessenter vil opleve en organisation i balance med sig selv, som giver dem tillid til, at vi kan skabe værdi og sætte dagsordener for dem.

Vi glæder os over, at vi med dette ledelsesfundament har fået et fælles grundlag for, hvordan vi sammen løfter ledelsesopgaven i L&F. De næste sider vil føre dig rundt i kompasset. Du vil få uddybet, hvad der ligger i hvert pejlemærke, hvorfor det er vigtigt, og hvordan du kan arbejde med det i din daglige ledelse.