Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Fakta om kødforbrug

Opgørelser over danskernes kødforbrug varierer afhængig af kilder. Det skyldes forskellige forudsætninger og opgørelsesmetoder.

Tallene for danskernes kødforbrug spænder vidt, alt efter om det er internationale eller nationale opgørelser. Forudsætningerne og opgørelsesmetoderne for beregningerne er meget forskellige, hvilket er baggrunden for de store forskelle i tallene. Der har ofte været tre forskellige niveauer fremme omkring danskernes forbrug af kød, som der her gøres rede for.

Danskerne spiser i gennemsnit 48 kg kød årligt
Ifølge beregninger fra DTU Fødevareinstituttet spiser en voksen dansker i gennemsnit 48 kg kød årligt. Beregningerne er lavet på baggrund af kostundersøgelser hos danskerne, og omfatter okse-, svine- og fjerkrækød. En mand spiser i gennemsnit 60 kg, og en kvinde spiser 38 kg. Disse tal omfatter kun den mængde kød, som reelt bliver spist. Den indkøbte mængde er større, men en del af kødet ryger i skraldespanden eller går på anden måde tabt ved distribution, tilberedning, osv., og er derfor ikke med i disse tal.

89 kg kød til rådighed til forbrug
Danmarks Statistik laver beregninger af danskernes kødforbrug, og de viser, at der i 2010 var 88,7 kg kød ’til rådighed til forbrug’. I disse opgørelser tages der udgangspunkt i balanceopgørelser, som grundlæggende beregnes ud fra makroøkonomiske data. Beregningen tager udgangspunkt i produktionen af kød (slagtevægt) plus importen minus eksporten. Det giver et tal for, hvad der er til rådighed til forbrug. Alt, hvad der på den ene eller anden måde går tabt i processen fra slagtning til forbruger, er dermed også medregnet. Det gælder bl.a. svind ved forarbejdning, dryptab, tilberedningssvind, madspild og mad til kæledyr.

Dertil kommer, at Danmark eksporterer en meget stor del af kødproduktion, hvilket kan give problemer i forhold til at opgøre kødforbruget. Der eksporteres kun det, som har værdi, altså kødet. Danmark har derfor en stor andel af restprodukter fra kødproduktionen i forhold til andre lande, som kun producerer til deres eget marked. Restprodukterne (hoved, knogler, indvolde, blod, osv.) bliver anvendt til andre formål end humant konsum blandt andet hundemad og bioenergiformål.

Danmarks Statistik forsøger at tage højde for Danmarks store eksport, hvilket også har resulteret i en kraftig nedjustering af tallene fra 2004 til 2005 på 20 kg pr. dansker. Det er imidlertid vurderingen, at Danmarks Statistiks beregning fortsat overvurderer vores kødforbrug, men det er en kompliceret beregning, hvor i princippet hver eneste eksporterede produkt skal tilbageregnes fra produktvægt til slagtevægt.

Internationale opgørelser viser et kødforbrug på op imod 150 kg årligt
I de internationale opgørelser tages der ikke i tilstrækkelig grad højde for Danmarks store eksportandel, som beskrevet ovenfor. Danmark figurer derfor ofte som et af de mest kødspisende lande i verden. Tallene i internationale opgørelser viser ofte et niveau over 100 kg pr. indbygger. Nogle opgørelser har endda vist, at hver dansker skulle spise op mod 150 kg kød årligt. Fratrækkes børn og andre, som ikke spiser så meget kød, ville de betyde, at en voksen mand skulle spise omkring et kilo kød dagligt!

Læs mere om danskernes kødforbrug:

Markedsanalysen Danskernes forbrug af kød 

Marianne Gregersen

Puk Maia Ingemann Holm