Bakterier
Der findes bakterier og andre mikroorganismer overalt. De er en del af naturens kredsløb og vi kan ikke eksistere uden dem. Bakterierne findes også på og i mange af vores madvarer. De fleste bakterier er ganske harmløse, nogle vil dog nedbryde og ødelægge vores madvarer og enkelte kan gøre os syge, fx Campylobacter og Salmonella.
Nogle af de sygdomsfremkaldende bakterier kommer fra husdyrene, hvorfra de kan havne på kød under slagtningen, i æggene eller i mælken. Mælk bliver pasteuriseret, og er derfor fri for farlige bakterier. Det samme gælder pasteuriserede æg. Men i madvarer, der ikke er varmebehandlede, kan der være bakterier, som stammer fra husdyrene. De sygdomsfremkaldende bakterier fordærver ikke maden – man kan altså ikke se, lugte eller smage, om de er i maden.
Landbruget, fødevareindustrien og myndighederne har naturligvis stor fokus på at forhindre, at der er sygdomsfremkaldende bakterier i fødevarerne. Det er dog i praksis umuligt helt at undgå, at de af og til forekommer. Derfor er det også vigtigt, at forbrugerne ved, hvordan de skal behandle fødevarerne for ikke at risikere at blive syge.
De sygdomsfremkaldende bakterier fra madvarer, der oftest gør danske forbrugere syge, er Campylobacter og Salmonella.
Læs mere om emnet på Fødevarestyrelsens hjemmeside
Reststoffer
Reststoffer er uønskede stoffer, der på forskellig vis kan påvirke fødevaresikkerheden, bl.a. medicinrester, rester af sprøjtemidler og tungmetaller.
Brugen af medicin til dyr og sprøjtemidler i landbruget er underlagt restriktioner netop for at minimere risikoen for rester i fødevarerne. Forekomsten bliver desuden løbende overvåget af myndighederne.