Flere landmænd står med et paradoksalt problem for tiden. De vil gerne bygge en ny og moderne stald, der vil være til gavn for både dem selv, miljøet og naturen. Men det kan ikke lade sig gøre.

I 2011 blev der nemlig indført nye regler for, hvor meget ammoniak fra landmandens stald, der må lande på nærliggende naturområder. Derfor er det i dag sådan, at der på de mest følsomme naturtyper som f.eks. højmoser eller kildevæld (kategori 1 og 2) kun må ende mellem 200 gram og 1 kilo ammoniakkvælstof fra landmandens bedrift pr. hektar pr. år.

Til sammenligning vil afføring fra en vild ræv med hvalpe tilføre mere end 10 kilo kvælstof årligt til et naturområde.

Enhver ændring i produktionen vil medføre, at landmænd skal leve op til disse nye skrappe ammoniakkrav. Det betyder, at det ikke kan lade sig gøre at lave forbedringer, der faktisk mindsker udledningen, hvis ikke kravene opfyldes fuldt ud.

Paradokset opstår, fordi landmændene har bygget og udvidet deres produktion, inden reglerne blev indført i 2011. Det betyder, at de lovligt udleder mere ammoniak til naturen i dag, end de nye krav tillader. Naturen kan også være opdaget, efter landmanden fik sin godkendelse, og dermed pludselig hive tæppet væk under hele virksomheden.

Som det ser ud nu, har disse landmænd kun to valgmuligheder: at fastholde den godkendte produktion og den nuværende udledning af ammoniak i op til 30 år, indtil stalden er nedslidt, eller at bringe ammoniakudledningen ned på de nye krav, uanset om det betyder, at store dele af produktionen skal nedlægges.

Der er ingen vindere

Reglerne om at nedsætte ammoniakudledningen fra landmænd i nærheden af naturen er lavet, fordi en mindre tilførsel af kvælstof fra ammoniak til et næringsfattigt naturområde ofte vil have betydning for naturens udvikling.

Men med de nuværende regler kan man stå i den groteske situation, at en ny stald ikke kan godkendes, selvom den vil betyde en økonomisk mere rentabel situation, vil give større dyrevelfærd og vil betyde, at ammoniakudledningen til naturområdet mindskes markant.

Der er mange metoder til at mindske ammoniakudledningen fra stalden. Nye og moderne stalde kan konstrueres, så fordampningen af ammoniak bliver mindre, eller der kan anvendes f.eks. luftrensning, gyllekøling eller forsuring. Men de miljøteknologiske træer vokser ikke ind i himlen.

Byggeriet af nye moderne stalde kræver en regulering, der åbner for udvikling i stedet for at bremse den, for en ny stald kan ikke finansieres på udsigten til at skulle lukke produktionen ned.

På den måde er resultatet af de nuværende ammoniakregler, at man i stedet for at opnå forbedringer på flere områder rent faktisk fastfryser både landmanden og naturen i en situation, der på sigt kan betyde, at ingen af dem overlever. På den måde er der ingen vindere.

 

Paradoks 2: Uproportionale ammoniakkrav lukker landbrug uden naturgevinst

Paradoks 3: Ammoniakregler uden målretning spænder ben for miljøforbedringer

Paradoks 4: Usikkerhed om ammoniakregler forhindrer naturtiltag

Her kan du downloade den samlede pjece. (Trykte kopier kan rekvireres ved henvendelse til receptionen her på Axelborg, Axeltorv 3, 1609 København).