Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Gå ud og gå en tur!

Spor i Landskabet er vandrestier ude i det danske landskab på kendte og mindre kendte steder. Der er masser af spor at vælge imellem, og hen over sensommeren er der gode anledninger til at komme ud på dem.

Sensommeren og efteråret er en rigtig dejlig tid at komme ud i naturen. Hvorfor ikke gå på et ’Spor i Landskabet’?

- Spor i Landskabet er vandrestier hen over privat jord, som man normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. De ligger i kombination med eksisterende veje og stier, så de er lette at komme til. Sporene viser vej til nye naturområder og giver mulighed for nye og unikke naturoplevelser. Til hvert enkelt spor er der skrevet en folder, der fortæller om de særlige natur- og kulturoplevelser på sporet fortæller Anne Sig Kvistgaard, der er projektleder på Spor i Landskabet.

Sporene bliver til i samarbejde mellem lokale frivillige og lodsejerne, der giver tilladelse til at man må vandre på deres jord. Et spor kan gå igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper. Ordet ”Landskab” skal således forstås i bred forstand.

I dag er der 189 Spor i Landskabet rundt om i Danmark, så der er masser af gode vandre-muligheder. På spor.dk kan du finde et spor i nærheden af dig.

En særlig aktivitet er Skolespor, som er anlagt af skoleelever i samarbejde med en lokal landmand. Formålet er at bruge naturen i lokalområdet aktivt i undervisningen – resultatet kommer dog alle til gode i form af nye vandrestier i lokalområderne. I august bliver Nørholm Skolespor vest for Aalborg indviet. Skolesporet kommer til at gå ud til Limfjorden, så elever og de lokale let kan få adgang til det naturskønne fjordområde.

Åbninger af nye spor i sensommeren
Der kommer hele tiden nye spor til, og hen over sensommeren åbner fire nye spor i henholdsvis Nord- og Østjylland, samt på Bogø og Lolland. I Østjylland kan man komme til indvielse af Sporet Jeksen Bæk og Bjertrupskovene ved Hørning. Det sker den kommende søndag d. 14. august. Her vil de lokale spejdere, Danmarks Naturfredningsforening, Skanderborg Kommune m.fl. stå for bålhygge og guide ture på sporene.

Vandrefestival på Sjælland
Fra 12. august og frem til 4. september er der Vandrefestival på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, hvor en del af de arrangerede ture foregår på spor i regionen.

- Vandrefestivalen tilbyder næsten 100 ture med en lokalkendt turleder rundt i hele regionen. Fem af disse ture foregår på Spor i Landskabet på Lolland, Sydsjælland og Vestsjælland. De er en oplagt mulighed for at komme ud at opleve naturen og kulturlandskabet med alle sanser, siger Anne Sig Kvistgaard.

Læs mere om de Spor der er med på vandrefestivalen.

Naturens Dag
Naturens Dag søndag den 11. september er en årlig mærkedag for naturoplevelser, der sætter fokus på at få især børn mere ud i naturen. Rundt om i hele landet arrangeres der familievenlige aktiviteter – alt lige fra kanoture til høstpinic. Spor i Landskabet vil gerne være med til at fejre og støtte op om Naturens Dag.

Læs mere om Spor i Landskabet på spor.dk og på facebook.

Spor i Landskabet har eksisteret siden 1997 og er et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund. Spor i Landskabet er finansieret af Nordea-fonden, Naturstyrelse, Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer

Seneste nyt fra lf.dk