Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

OL i verdens spisekammer

Konkurrencen om, hvem der får medaljer ved de Olympiske lege i Brasilien, er i fuld gang. Uanset hvem der får guldet, kan vinderne fejre det med rigelige mængder mad. Brasilien er nemlig i verdens største spisekammer.

Danmark har 120 sportsfolk med til de olympiske lege i Rio. For at kunne leve op til mottoet: Citius, Altius, Fortius eller på dansk: Hurtigere, højere, stærkere, er der brug for den helt rigtige mad og drikke.

Langt hovedparten af den mad, de danske atleter indtager, bliver købt i værtslandet Brasilien. Alle sportsudøverne er som en fast del af træningen vant til at deltage i turneringer i udlandet. De danske ’OL-maver’ skulle derfor gerne være forberedt på maden i OL-byen.

Verdens største nettoeksportør
Brasilien producerer langt flere fødevarer, end de selv kan forbruge, så der er rigeligt med råvarer til de hundredtusindvis af tilrejsende sportsfolk og OL-turister. Derudover er der eksport til millioner af mennesker i resten af verden.

- Brasilien er verdens største nettoeksportør af føde- og landbrugsvarer. Brasilien eksporterer for 7-8 gange mere, end de importerer af tilsvarende føde- og landbrugsvarer. Så Brasilien bliver med rette kaldt verdens spisekammer, fortæller cheføkonom Frank Øland fra Landbrug & Fødevarer.

Lande som USA og Holland har målt i værdi en større fødevare- og landbrugseksport end Brasilien, mens Tysklands eksport af fødevarer og landbrugsprodukter er på niveau som Brasiliens. Men da Brasilien samtidig har en forholdsvis lav fødevareimport, betyder det, at landet er suverænt det største nettoeksportørland i verden indenfor føde- og landbrugsvarer.

Førende i verden på en række områder
En ny analyse fra Landbrug & Fødevarer giver en detaljeret opgørelse af Brasiliens samlede produktion af føde- og landbrugsvarer i forhold til verdens samlede produktion.

- Opgørelsen understreger Brasiliens globale betydning. Blandt andet producerer landet 20 pct. af verdens fjerkræ og 33 pct. af verdens sojabønner. Brasilien er desuden verdens største producent af bl.a. appelsiner, oksekød og kaffebønner, siger Frank Øland.

Danmarks handel med Brasilien
Den danske fødevareklynge importerer fortrinsvis svinefoder i form af sojakager fra Brasilien. I 2015 løb importen op i 117.000 tons til en værdi af 358 mio. kr. Desuden importerer vi frugt, nødder og kaffe fra Brasilien

Samlet set er den danske handelsbalance med Brasilien i plus med et overskud på 1,6 mia. kroner i 2015. De varer, som Brasilien køber af Danmark, er fortrinsvis jern & stål, maskiner til industrien, medicin og kemiske produkter. Derimod afsætter danske fødevareproducenter forsvindende lidt på det brasilianske marked. I 2015 eksporterede Danmark fødevarer for 40 mio. kr. til Brasilien, heraf var de 12 mio. mejeriprodukter.

- Ser vi på fødevareklyngen som helhed, sælger vi dog en del mere til brasilianerne. Der er fortrinsvis tale om agro-teknologi, som især omfatter plantebeskyttelse, maskiner til nærings- og nydelsesmiddelindustrien og til dels maskiner til jordbruget. I alt var eksporten af agro-teknologi på 337 mio. kr. i 2015, fortæller Frank Øland.

Læs analysen Brasilien - så er der OL i verdens spisekammer fra Landbrug & Fødevarer

Seneste nyt fra lf.dk