Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Yngre landmænd får lettere ved at købe egen gård

En ny aftale mellem Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) giver flere yngre landmænd bedre mulighed for at købe egen gård. Det er gode nyheder til de mange unge, der gerne vil etablere sig indenfor erhvervet, mener Landbrug & Fødevarer.

Et sted mellem 50 og 75 ekstra yngre landmænd er i dag kommet tættere på at kunne købe deres egen gård. Det kan de som følge af en ny aftale mellem Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). Aftalen betyder, at Vækstfonden kan give etableringslån for ekstra 180 millioner kroner.

Aftalen er godt nyt for de mange unge landmænd, der gerne vil etablere sig indenfor erhvervet, lyder det fra Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild:

”Det er meget positivt, at aftalen med EIF er faldet på plads, så succesen med etableringslån til landbrug kan fortsætte. For indenfor landbruget er der et stort behov for flere generationsskifter og for flere nye, unge landmænd,” siger han.

I dag kan Vækstfonden yde de særligt risikovillige "Etableringslån til landbrug" i samarbejde med Landbrug og Fødevarer samt en stor gruppe af Finansrådets medlemmer for op til 175 millioner kroner. Lånerammen for aftalen mellem Vækstfonden og EIF er 180 millioner kroner, og det giver mulighed for, at flere unge landmænd kan blive gårdejere for første gang.

Aftalen er et af de initiativer, som regeringen fremlagde i forbindelse med udspillet "Vækst og Udvikling i hele Danmark" i november 2015.

”Jeg er meget tilfreds med, at aftalen er faldet på plads, og at der dermed skabes grobund for flere ejerskifter, så flere yngre landmænd kan komme ind i landbruget rundt om i hele Danmark. Det er ét af flere tiltag, som regeringen har igangsat for at få landbruget på vækstsporet,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Skaber optimisme hos de yngre landmænd
Aftalen, der er en udvidelse af den eksisterende låneordning ”Etableringslån til Landbrug”, er gode nyheder for yngre landmænd, der gerne vil have fod på egen jord. Med udvidelsen får Vækstfonden mulighed for at yde etableringslån på de yderste 15 procent af landbrugsejendommen, mod hidtil 10 procent, forklarer Christian Motzfeldt, der er direktør i Vækstfonden:

”Med vores etableringslån hjælper vi de unge landmænd med at skaffe den yderste og mest risikofyldte del af deres finansiering, når de skal købe et landbrug. Det giver både bankerne og realkreditinstitutterne mulighed for at komme med de resterende midler, så den samlede finansiering falder på plads. Med den nye garanti fra EIF kan vi nu nå ud til endnu flere landmænd, og det er der hårdt brug for,” siger han.

Aftalen med EIF er netop blevet underskrevet og træder formelt i kraft 1. september. Men allerede nu kigger Vækstfonden på de første mulige finansieringer med den nye garanti.

Seneste nyt fra lf.dk