Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Landbrug & Fødevarer er gået i forhandling med Energiselskabet Energinet.dk om betingelserne på vegne af landmændene, men Energinet.dk har nu afbrudt forhandlingerne. Foto Colourbox.com

Ingen forhandlingsløsning om Kriegers Flak kabler

Landbrug & Fødevarer kan ikke opnå en tilfredsstillende frivillig aftale, en såkaldt deklarationstekst, for sine medlemmer. Energiselskabet Energinet.dk har nu afbrudt forhandlingerne og fortsætter sagen som ekspropriation.

Der bliver ingen central forhandlingsløsning i sagen om de store elkabler, der skal nedgraves på en lang række ejendomme på Midtsjælland. Kablerne skal bruges til driften af havmølleparken Kriegers Flak i Østersøen.

Energiselskabet Energinet.dk har onsdag afbrudt forhandlingerne med Landbrug & Fødevarer, der er gået ind i sagen på vegne af de berørte landmænd, og sagerne fortsætter nu ved Taksationskommissionen som ekspropriation.

Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist i Landbrug & Fødevarer, beklager, at der ikke kunne nås enighed om de generelle betingelser, som man kunne anbefale de berørte landmand at acceptere. Den enkelte lodsejer er dog frit stillet til selv at indlede forhandlinger og acceptere de af Energinet.dk tilbudte, frivillige vilkår.

- Et omdrejningspunkt er Energinet.dk’s ønske om at lodsejerne skal fravige det såkaldte gæsteprincip. Det vil betyde, at landmanden ikke kan bede energiselskabet om at flytte ledningerne, hvis han selv skal bruge arealet. Flytningen vil skulle betales af landmanden selv, og omkostningerne til det skal måles i millioner pr kilometer, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Hun understreger, at gæsteprincippet er en grundregel, som yderst sjældent bør fraviges.

- Det frarådes almindeligvis, med mindre der er tale om særligt omfattende projekter og der samtidigt kompenseres for ejendommens værdifald. Det har ikke været tilfældet i denne sag, og derfor har vi ikke kunnet løfte sagen generelt for de berørte landmænd, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Sagen har stor principiel betydning for Landbrug & Fødevarer, der fastholder engagementet på vegne af landmændene.

- Det er en særdeles vigtig sag med stor betydning for mange af vores medlemmer. Derfor vil vi naturligvis også følge den videre proces meget nøje for at sikre, at der skabes fornuftige løsninger og landmændene får en fair kompensation, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Seneste nyt fra lf.dk