Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Mejeriprodukter handles til kraftigt stigende priser

Efter en periode med faldende priser på mejeriprodukter ser markedet ud til at have vendt for alvor.

Efter at mejerimarkedet siden midten af 2014 har været voldsomt presset, både af den russiske boykot, et svigtende salg til Kina og ophævelsen af mælkekvoterne i EU, ser det nu endelig ud til at gå den rigtige vej. Lavere produktion i stort set hele verden har fået efterspørgslen til at overstige udbuddet, hvilket har medført pæne prisstigninger det seneste halve års tid.

Fald i Kinas og Ruslands import
Indtil midten af 2014 havde kineserne en rekordstor import af især mælkepulver, men i løbet af efteråret faldt importen kraftigt, hvilket fortsatte i 2015, hvor den endte på et meget lavt niveau. Importen er vokset en smule i 2016, dog er der flere mindre produktgrupper, såsom UHT-mælk, modermælkserstatning, ost og mælk, hvor den kinesiske import er i kraftig vækst.

I august 2014 indførte Rusland importforbud af mejeriprodukter fra bl.a. EU. Det ramte hele markedet hårdt, da bl.a. 1/3 af EU’s eksport af ost gik til Rusland. Boykotten gælder fortsat, og hvornår der igen bliver adgang til det russiske marked, står hen i det uvisse.

Stigende mælkeproduktion
Efter 20 år med loft over mælkeproduktionen i EU i form af de såkaldte mælkekvoter, blev kvoterne ophævet i foråret 2015. Resultatet var, at mælkeproduktionen steg i EU, fordi mange producenter havde forberedt sig på kvotestoppet ved bl.a. at udbygge deres stalde i årene forinden uden dog at fylde dem helt op med køer.
I de første 12 måneder uden kvoter steg indvejningen med knap 4 procent. Det var med til at presse markedet og afregningspriserne voldsomt. De lavere afregningspriser gjorde, at mange mælkeproducenter begyndte at reducere deres produktion.

Siden juni har indvejningen været lavere end sidste år. I juni til september var der tale om et fald på 1 - 2 procent, og i september og oktober et fald på ca. 3 procent. I de sidste måneder af 2016 forventes der et endnu større fald.

Også på det globale marked har der været tale om et fald i indvejningen siden i sommer. Her er faldet også vokset stille og roligt i løbet af efteråret til ca. 2 procent i oktober.

- Som udgangspunkt er der ikke noget, der tyder på mere mælk i de kommende måneder, men på et tidspunkt vil afregningsprisen selvfølgelig blive så høj, at det igen vil være fordelagtigt for mange mælkeproducenter at øge deres produktion, siger chefkonsulent Niels Ole Nielsen fra Landbrug & Fødevarer.

Markedspriserne stiger igen
Efter faldende markedspriser siden midten af 2014, begyndte man at se de første stigninger i løbet af foråret, hvorefter det er gået stærkt fremad. Siden foråret er priserne på smør og sødmælkspulver således steget med ca. 85 procent, mens prisen på osten Edam er steget 70 procent. For skummetmælkspulver er der endnu kun tale om en stigning på 30 procent.

- De seneste måneders stigninger på smør betyder faktisk, at prisen i dag er den højeste i mere end 15 år. For de øvrige produkter skal man dog kun ca. 2 år tilbage for at finde lignende priser, siger Niels Ole Nielsen.

De stigende markedspriser har mælkeproducenterne også kunne mærke de seneste 4 til 5 måneder, hvor der er sket kraftige stigninger i afregningspriserne over hele verden.

Læs analysen Kraftigt stigende priser på mejeriprodukter fra Landbrug & Fødevarer.

Seneste nyt fra lf.dk