Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

2017 bliver et år for generationsskifter

Nytårshilsenen fra Familielandbruget har et kraftigt skær af optimisme.

Nytårshilsen 30. december 2016 på Landbrugsavisen.dk

Af formand for Familielandbruget, Lone Andersen

Ordet disruption bruges hele tiden, og betyder forstyrrelser, og dem har der været rigelige af i 2016.

Landbrugspakke, Naturpakke, Brexit og alt for mange konkurser har præget det forgangne år. I 2016 har vi også i alle produktionsgrene for alvor mærket verdensmarkedsprisernes utilregnelige bevægelser, men nok især på mælkesiden.

Vi er også blevet forstyrret af det internationale folkelige oprør mod eliten via Brexit, valg af Trump og den stigende politikerlede og EU-modstand. Jeg vil også huske året for politisk medvind og den positive udvikling af økologien, og hvor priserne på vore varer nåede bunden, men via positive markeder er vendt ret hurtigt i opadgående retning. Lige inden årsskiftet vedtog Folketinget, at bindestalde får fem år ekstra inden udfasning. Tjek.

Udfordringerne med generationsskifte har været usædvanlig synlig, men jeg tror og håber, at der kommer mere gang i handlerne af de mellemstore sunde bedrifter i 2017. Der kan laves positive budgetter, som gør det nemmere for køber, og en ny økonomisk normal er ved at gå op for flere og flere sælgere, som er ved at blive klar over, at ikke alle bliver millionærer ved gårdsalg som før 2008.

2017 vil bære præg af den overvældende teknologiske udvikling, men også vores stigende bevidsthed for aktive klimatiltag. Natur og biodiversitet kommer også højere på dagsordenen, sammen med det bliver mere in at bo i landdistrikterne og have større indflydelse på sin egen hverdag.

Om jeg er blevet ramt af disruption? Næ, jeg har bare et positivt livssyn og tror på, at 2017 bliver et godt år for os alle, og især hvis vi landbrugspolitisk arbejder sammen om alle de forstyrrelser, vi udsættes for hele tiden.

Godt nytår,

Lone Andersen

Seneste nyt fra lf.dk