Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Unge landmænd har udlængsel

Udlandsophold er eftertragtet blandt unge landmænd. I 2016 skaffede Travel to Farm 129 unge danskere et landmandsophold i et andet land.

Igen i 2016 har der været stor efterspørgsel på ophold i udlandet fra de unge danske landmænd. Hele 129 unge danske mænd og kvinder med en forkærlighed for landbruget er rejst ud via Travel to Farm for at prøve kræfter med landbruget i forskellige lande verden over.

Australien og USA er de mest populære rejsemål, med hhv. 40 og 31 ansøgere. Blandt de europæiske lande er det Irland, der er størst interesse for, og 16 unge danskere er draget til den grønne ø.

Travel to Farm har i 2016 desuden skaffet pladser til 73 udenlandske praktikanter i Danmark med unge fra især Østrig, Thailand og Ukraine som de største lande.

Udsendte med Travel to Farm:

 2010    85 
 2011    99
 2012    88
 2013  101
 2014    97
 2015  121
 2016  129

  
Stor tilfredshed

Det stigende antal unge, der rejser ud med Travel to Farm kan i sig selv tolkes som en succes. Men Travel to Farm har nu alligevel også gennemført en større undersøgelse her i efteråret om tilfredsheden blandt deltagerne.

- Resultaterne af undersøgelsen viser en samlet tilfredshed lå på 4,9 på en skala op til 6. Det er vi meget tilfredse med, siger seniorkonsulent Mette Storgaard fra Travel to Farm.

Mette Storgaard fortæller, at undersøgelse også viste, at 63 pct. valgte at rejse med Travel to Farm for at have et sikkerhedsnet under opholdet.

- Vi står på sidelinjen hele vejen fra ansøgningen bliver afleveret til man er kommet hjem igen og det skaber en tryghed for mange, når de skal rejse om på den anden side af jorden for første gang, understreger Mette Storgaard.

Deltagerne blev også spurgt om deres faglige udvikling af opholdet, hvilken opnåede en samlet score på 4,7 ud af 6 mulige, mens deres personlige udvikling af opholdet fik en score på 5,4 ud af 6.

- Så det giver altså noget at rejse udenlands! Det bidrager jo desuden til et internationalt udsyn hos de kommende generationer af landmænd. Internationalisering og samarbejde fylder mere og mere i landbruget, og at have arbejdet i udlandet og skulle begå sig på tværs af kulturer, det klæder de unge landmænd på til fremtiden, slutter Mette Storgaard.

Travel to Farm har eksisteret siden 1912 og er en selvstændig non-profit organisation.

Seneste nyt fra lf.dk