Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Bekymring over familier på MRSA-liste

Landbofamilier på liste over MRSA-testede besætninger risikerer at blive set skævt til i lokalsamfundet, mener Landbrug & Fødevarer

Det har givet anledning til en del medieomtale den seneste uges tid, at Fødevarestyrelsen har offentliggjort en liste over MRSA-fri svinebesætninger fra styrelsens undersøgelse i 2014.

Listen er blevet offentliggjort efter, at to journalister i Højesteret fik medhold i, at navnene på listen skal offentliggøres. Dermed ændrede Højesteret en kendelse fra landsretten. Her vandt Landbrug & Fødevarer i februar 2015 over Fødevarestyrelsen og Dansk Journalistforbund.

Alle tre dommere var i landsretten enige om, at landmændene på listen ville risikere at blive set skævt til i lokalsamfundet, hvis deres navne blev offentliggjort. I sidste uge kom Højesteret frem til en anden afgørelse, nemlig at risikoen for, at landmændene bliver stigmatiseret i lokalsamfundet, er minimal.

Hos Landbrug & Fødevarer mener Claus Fertin, direktør i SEGES, Videncenter for Svineproduktion, at listen reelt er ubrugelig.

- Listen garanterer ikke, at de her besætninger er fri for MRSA CC398. Tallene er henholdsvis fra 2011 og et år gamle. Vi ved, at MRSA CC398 flyttes med både mennesker og dyr. Derfor kan mange af de her besætninger have fået bakterien i dag, ligesom der også kan være mange af de besætninger, der står på positivlisten, der ikke har bakterien i dag, siger Claus Fertin.

Landbrug & Fødevarer har undervejs i sagen peget på, at de familier, som bor på de gårde, hvor der for fire år siden blev konstateret MRSA, risikerer at blive set skævt til i lokalsamfundet. Det frygter Claus Fertin stadig.

- Det kan være alt fra, at børnene risikerer at blive drillet til, at klassekammerater får forbud mod at komme med hjem på gården og lege. Det har vi eksempelvis set på Odder-kanten, hvor der blev delt flyveblade ud med advarsler mod smittefarer ved at omgås landmandsfamilier, siger Claus Fertin

Han understreger, at Landbrug & Fødevarer som udgangspunkt går ind for åbenhed.

- Men vi kunne ønske os, at der havde været samme åbenhed om, hvad landmændenes besvarelser skulle bruges til. En del af de landmænd, der frivilligt lod deres besætninger teste, fik at vide, at deres navne ikke ville fremgå noget sted, at de ville optræde anonymt. Nu kan de i stedet se deres navne i avisen, siger Claus Fertin.

Seneste nyt fra lf.dk