Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Lær at tæmme 60.000 bier

Landet over kan man i den kommende tid starte på begynderkursus, hvis man går med en ny biavler i maven.

De lokale foreninger under Danmarks Biavlerforening er i fuld gang med at forberede kursus for nye biavlere over alt i landet. Det er nu, at næste generations biavlere skal uddannes og lære, hvordan honningbier passes og plejes til gavn for både landmandens afgrøder, den danske natur – og for at sikre dansk honning på morgenbordet derhjemme. Det skriver Danmarks Biavlerforening i en pressemeddelelse.

Det er i år 150 år siden, at Danmarks Biavlerforening blev stiftet. Dengang lærte de nye biavlere at holde honningbier i halmkuber, og hvordan de beskyttede sig bedst mod de til tider aggressive bier og den ødelæggende bipest.

Det er helt andre emner, der er på tapetet, når den nye generation af biavlere sætter sig ved bordene. I dag holdes bier ofte i stader af flamingo, der isolerer og holder stadet tørt året i gennem. De nye biavlere hører om moderne avlsarbejde, der har givet sunde bier og holder de bisygdomme fra døren, der for 150 år siden kunne være ødelæggende for biavlen.

60.000 i familien
En bifamilie består af 60.000 bier, som biavlere skal lære at passe hele sæsonen. Men de lærer også om biernes betydning for frø- og frugtavlen, hvordan honning skal behandles og emballeres hygiejnisk og forsvarligt – og hvordan de sikrer sig fredelige bier, hvilket var utænkeligt for 150 år siden.

Derfor er der mange, nye emner på bordet for den moderne biavler, men samtidigt er det på mange måder blevet lettere. Biavl er blevet en aktiv hobby for hele familien samtidigt med, at det handler om natur og naturpleje, når man vælger at holde bier. I dag mangler der bestøvende insekter i den danske natur, så derfor er der brug for honningbier og de nye biavlere.

På hjemmesiden www.blivbiavler.dk er der en liste med flere end 60 begynderkurser i biavl.

Seneste nyt fra lf.dk