Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

Dansk landbrug begejstret for Afrika-hjælp

Danske virksomheder kan hjælpe med at skabe økonomisk udvikling og sikre flere og bedre fødevarer i udviklingslandene, siger administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup

Regeringen og Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) skyder i samarbejde med pensionsselskaberne PensionDanmark og PKA 700 mio. kroner i Danish Agribusiness Fund (DAF).

Pengene forventes at kunne skabe investeringer for omkring seks milliarder kroner i forbedret produktion, distribution og salg af fødevarer i udviklingslandene. Fonden vil investere i projekter i hele værdikæden fra jord til bord, hvor der indgår danske kommercielle interesser - og dermed samtidig skabe øget salg af dansk teknologi og knowhow. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse i dag.

Hos Landbrug & Fødevarer hilser administrerende direktør Karen Hækkerup fonden velkommen:

- Landbrugs- og fødevaresektoren er vigtig for de fleste afrikanske samfund. Størstedelen af befolkningen bor på landet og er beskæftiget i landbruget, der mange steder drives ved håndkraft. Behovet for udenlandsk teknologi og knowhow er åbenlyst. Ikke kun i selve landbruget, men også i hele forarbejdningsindustrien, siger hun.

Karen Hækkerup tilføjer, at i flere af de afrikanske lande, som står økonomisk stærkt, er der et ønske om at blive selvforsynende med fødevarer. Det gælder lande som eksempelvis Kenya og Nigeria.

- Det er netop investeringer i produktion, som Afrika på sigt har brug for, hvis økonomierne på kontinentet skal bevæge sig væk fra at være råstofbaserede. Fremstillingsvirksomhed og beskæftigelse er opskriften på at udrydde den enorme ungdomsarbejdsløshed, som er en af kontinentets allerstørste hovedpiner, siger hun. Den danske landbrugs- og fødevaresektor har en række helt centrale kernekompetencer, som kan bidrage til udviklingen af de afrikanske samfund, siger hun.

Landbrug & Fødevarer støtter i det daglige medlemsvirksomheder, som ser muligheder for bæredygtig forretning i Afrika. Virksomhederne mødes blandt andet jævnligt i et Afrika-netvæk, og organisationen arrangerer i løbet af 2016 en række markedsaktiviteter i Nigeria, Kenya, Ghana og Sydafrika.

- Vi skal vænne os til, at en række lande i Afrika er ved at udvikle sig til stabile vækstmarkeder med årlige vækstrater på 6-10 procent. Middelklassen vokser hastigt og omfatter allerede i dag omkring en tredjedel af alle afrikanere, siger Karen Hækkerup.

Seneste nyt fra lf.dk