Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

Eva Kjer Hansen viste svensk kollega dansk svineproduktion

Mandag havde miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen besøg af sin svenske ministerkollega for at vise ham forholdene i danske svinebesætninger.

De senere år har dansk svinekød og dansk svineproduktion været udsat for en massiv mediekampagne i Sverige. Mandag fik den svenske landbrugsminister Sven-Erik Bucht så mulighed for selv at se, hvordan produktionen foregår, da han var inviteret på studietur af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, hvor de besøgte svinebesætningen Frihedslund på Sjælland.

Her fik de både indblik i en topmoderne dansk svinebesætning og hørte oplæg om en anden dansk svineproducents erfaringer med løsdrift i farestalden. Og så fik de to ministerkollegaer ikke mindst lejlighed til at diskutere eksport, dyrevelfærd og bekæmpelse af MRSA.

Eva Kjer Hansen fortalte efterfølgende, at hun havde haft stor gavn af at tale med sin svenske kollega.

- Der var stor anerkendelse af den danske eksportudvikling, og vi talte om koblingen mellem erhverv, stat og forskning. Vi nåede også omkring både dyrevelfærd og bekæmpelsen af MRSA, som er en udfordring for både Danmark og mange andre EU-lande, og jeg fortalte om de tiltag, vi i Danmark har sat i værk for at bekæmpe MRSA på en effektiv måde, sagde Eva Kjer Hansen til landbrugspressen.

Miljø- og fødevareministeren fik også fortalt Sven-Erik Bucht om nogle af tiltagene i fødevare- og landbrugspakken, blandt andet det kommende dyrevelfærdsmærke.

- Det er ikke kun danske forbrugere, der kan få gavn af et dyrevelfærdsmærke. Det kan også være med til at give dansk svineproduktion et kvalitetsstempel, som kan bruges offensivt til at øge eksporten. Derfor ser jeg frem til at få indført et dyrevelfærdsmærke, som det er aftalt i fødevare- og landbrugspakken, sagde Eva Kjer Hansen.

L&F opfodrer til tætte samarbejde
Asger Krogsgaard, viceformand i Landbrug & Fødevarer, deltog i mandagens arrangement med de to ministre.

- Vi er utrolig glade for at kunne vise dansk svineproduktion til den svenske minister. Vi havde en rigtig god dialog om eksport, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd. Besøget gav en fælles forståelse for, at vi har meget at samarbejde om. Vi har meget at lære af hinanden, og jeg håber, at besøget kan være et skridt til et endnu tættere samarbejde."

Udover besøget var de to ministre forbi Danish Meat Research Institute i Taastrup og fik en præsentation af det udviklingsarbejde, der foregår i forhold til kødproduktion.

Seneste nyt fra lf.dk