Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Dansk kød og mælk fri for medicinrester

Danske landmænd har helt styr på at overholde grænseværdierne for rester af lægemidler i fødevarer, viser nyeste opgørelse fra Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har netop offentliggjort de nyeste tal for restkoncentrationer af medicin og antibiotika i animalske produkter produceret i Danmark.

Rapporten viser, at dansk kød, mælk, æg og honning er blandt EU’s bedste, når det kommer til at være fri for skadelige rester af medicin. Det er både godt for danskerne og den danske eksport, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

- Det er godt at få bekræftet, at danske forbrugere trygt kan drikke et glas koldt mælk, slå hul på et æg eller sætte tænderne i en svinekotelet uden at få skadelige rester af medicin med. Det er desuden vigtigt for tilliden til vores eksportprodukter, at branchen er bevidst om at overholde reglerne for anvendelse af medicin. Prøveresultaterne sætter en tyk streg under Danmarks renomme som et land med høj fødevaresikkerhed, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

12.500 prøver blev sidste år udtaget fra blandt andet kvæg, svin, mælk, æg og honning, og alt tyder på, at landmænd og producenter har helt styr på at overholde de såkaldte tilbageholdelsestider, der sikrer, at lægemidler er ude af systemet, før det behandlede dyr igen må indgå i fødevareproduktionen. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvor meget antibiotika, der bliver brugt.

Ifølge Jan Dahl, chefdyrlæge i Landbrug & Fødevarer, bliver der ifølge erhvervets egne tal fra egenkontrollen, hvert år fundet mellem 1 og 3 kontaminerede prøver ud af ca. 18.000 stikprøver om året udelukkende inden for svineproduktion, hvilket han karakteriserer som lavt.

- Tallene tyder på, at landmændene har helt styr på at overholde de krav, der findes. Det er en fordel for dem selv, for det giver et godt ry i udlandet og gavner eksporten, men det sikrer også tillid fra forbrugerne herhjemme, siger Jan Dahl til foodculture.dk.

Landmænd har styr på reglerne
Fødevarestyrelsen kontrollerer hvert år rester af veterinære lægemidler, forbudte stoffer og stoffer, der kan være skadelige for miljøet, de såkaldte miljøkontaminanter, i dyr og animalske produkter. Grænseværdierne for hvor store mængder stoffer, de enkelte produkter må indeholde, er fastsat i EU.

Der bliver årligt taget omtrent 15.000 prøver fra svin, kvæg, får, heste, fjerkræ, akvakultur, mælk, æg, vildt og honning for rester af hormoner, antibiotika og anden medicin til dyr samt forurenende stoffer, der kan finde vej til foder eller drikkevand.

Sammenlignet med andre lande er Danmark og de skandinaviske lande generelt blandt duksene i klassen, når det gælder om at overholde grænseværdierne, fortæller Jan Dahl, og han bakkes op af professor ved Landbohøjskolen Christian Friis, der også er med til at fastsætte grænseværdierne, i det han er ekstern ekspert i det udvalg, der rådgiver EU-Kommissionen om lægemidler og grænseværdier for medicinrester i fødevarer.

- Det er generelt rigtig svært at sammenligne med andre lande, da vi alle har forskellige måder at opgøre tallene på. Inden for EU skal alle overholde de samme grænseværdier, og når vi kigger på restkoncentrationer, så klarer vi os altid rigtig flot, siger Christian Friis, der mener, at de nuværende grænseværdier ligger præcis som de bør.

Han påpeger dog, at det positive resultat af Fødevarestyrelsens kontrol kun er et udtryk for, om landmænd og fødevareproducenter overholder reglerne og holder sig inde for grænseværdierne. Det er ikke ensbetydende med, at vi bare kan læne os tilbage og sige, at alt er fint.

Det er vigtigt stadig at forholde sig til det generelle antibiotika- og medicinforbrug i landbruget.

- Det generelle antibiotikaforbrug er en helt anden problematik. Om vi anser forbruget i Danmark for at være stort eller lille kommer meget an på, hvilke øjne man ser det med. Sammenlignet med andre europæiske lande har vi et meget lille forbrug, men vi kan altid gøre det bedre, fastslår Christian Friis.

Læs hele artiklen Rapport: Dansk kød og mælk overholder grænseværdier for medicinrester på foodculture.dk

Seneste nyt fra lf.dk