Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Stigende priser giver nyt håb

Stigende priser på mælk, mink og svin giver nu grund til optimisme i landbruget. Endnu er der ikke tale om et regulært vendepunkt, men nye tal peger på, at den alvorlige krise, som har presset mange landmænds økonomi, kan være ved at klinge af.

Ifølge en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer er der efter et par år med faldende mælkepriser tegn på, at lysere tider er på vej på flere internationale markeder. Den hollandske pris på smør er for eksempel steget med 30 procent de seneste to måneder. Holder niveaet, er forventningen, at stigningen i de globale priser vil kunne løfte de danske mælkepriser i løbet af tre måneder.

Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, siger:

- De stigende priser på mejeriprodukter er en længe ventet nyhed. Og en meget positiv en af slagsen. Nu venter vi på, at det gradvist slår igennem på de danske mælkepriser.

Også for svineproducenter og minkavlere er der lyspunkter. Eksporten af dansk svinekød til Kina boomer, og afregningsprisen er på vej til et fornuftigt niveau. Kopenhagen Fur har netop afsluttet 10 dages pelsauktion med en prisstigning på minkskind på fire procent.

- Der er efterhånden grund til at tro, at vi er ved at være forbi bunden, og at det begynder at lysne lidt. Der er dog fortsat en del usikkerhed om udviklingen, siger Frank Øland og minder om, at den uafklarede situation efter briternes nej til EU også må tages med i det samlede billede.

Læs analysen Langt om længe positive tendenser for mejeriprodukterne

Seneste nyt fra lf.dk