Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Sammenlignet med lande, som har samme intensive produktion som os, ligger Danmark helt i front, når det gælder reduktion af antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen.

Dansk succes skal styrke EU's kamp mod resistente bakterier

Hvert år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mødtes torsdag med EU’s sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis for at drøfte initiativer, der kan forhindre udviklingen af antibiotikaresistens.

Danmark har i flere end 20 år overvåget udviklingen i antibiotikaresistente bakterier samt forbruget af antibiotika i staldene og på hospitalerne. Indsatsen har bidraget til, at danske landmænd har knækket kurven for antibiotikaforbruget, der toppede i 2009. Det ligger i dag på et niveau, som kun få andre lande i verden kan matche. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet på ministerets hjemmeside.

Da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen torsdag mødes med EU’s sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis foreslog han kommissæren, at en detaljeret overvågning af antibiotikaforbruget til dyr kommer til at indgå i EU-Kommissionens fremtidige initiativer, når de senere på året sandsynligvis igangsætter en ny handlingsplan.

Erfaringen fra Danmark viser, at en systematisk overvågning er et effektivt værktøj til at holde forbruget nede.

- Antibiotikaresistens respekterer ingen grænser, og derfor er det vigtigt, at EU står sammen i kampen mod resistens. Hvert eneste år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Én af de store syndere er overforbrug af antibiotika til både mennesker og dyr, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Konkret er det i Danmark lykkedes at reducere antibiotikaforbruget til produktionsdyr med cirka 20 procent siden 2009.

Den danske model
Landmænd, der nærmer sig et for højt forbrug, får et gult kort, så de tilskyndes til at justere deres forbrug. Samtidig giver de systematiske opgørelser af forbruget helt ude i staldene branchen mulighed for at lære af de bedste. Sammenlignet med lande, som har samme intensive produktion som os, ligger Danmark helt i front.

- Antibiotika skal bruges med omtanke, så vi stadig kan kurere livstruende sygdomme. Mit budskab til kommissæren i dag er derfor, at jeg håber, at han vil bruge Danmarks gode erfaringer med at sænke antibiotikaforbruget. Det, der skal til, er, at alle EU-lande begynder systematisk at overvåge deres antibiotikaforbrug til dyr, siger Esben Lunde Larsen.

EU-Kommissionens femårige handlingsplan for bekæmpelse af antibiotikaresistens udløber i efteråret 2016. Det forventes, at den afløses af nye initiativer - formentlig i form af en ny handlingsplan.

Se diagram over antibiotikaforbruget til produktionsdyr i Danmark og i andre EU-lande her.

Se diagram over antibiotikaforbruget til produktionsdyr i Danmark og i andre EU-lande

Fakta

  • Hvert eneste år dør over 25.000 europæere som følge af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Behandlinger, der plejede at være effektive, har mistet deres effekt. En af de store syndere er overforbrug af antibiotika til både mennesker og dyr.
  • Det moderne samfund er dybt afhængigt af antibiotika. Antibiotika kurerer sygdomme som fx lungebetændelse og er helt uundværlig i forbindelse med større operationer. Den moderne husdyrproduktion er også tæt knyttet til brug af antibiotika. Ligesom mennesker bliver også dyr syge, og hvor dyrene tidligere døde eller blev aflivet, muliggør antibiotikabehandling, at de fleste landbrugsdyr bliver raske og sygdomsfrit kan leveres til slagtning.
  • Anvendelse af antibiotika indebærer en iboende risiko for udvikling af resistens hos bakterier. Når en bakterie udsættes for antibiotika, vil den forsøge at forsvare sig ved at ændre sine gener med henblik på at udvikle modstandsdygtighed. Jo mere antibiotika, vi anvender, jo større er risikoen for udvikling af resistens.
  • Danmark har haft succes med at reducere anvendelsen af antibiotika i landbruget gennem overvågning, retningslinjer og restriktioner.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Læs nyheden på Miljø og Fødevareministeriets hjemmeside.

Seneste nyt fra lf.dk