Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Mælkeproduktion er en af de driftsgrene, der lige nu befinder sig i en usædvanlig dyb lavkonjunktur.

Store dele af landbruget i usædvanlig dyb lavkonjunktur

Flere af de store driftsgrene befinder sig i øjeblikket i en dyb lavkonjunktur med indkomster betydeligt under ”normalt” niveau. Bedre bytteforhold ventes dog at hjælpe en vending på vej i 2017. Det viser den nye indkomstprognose for landbruget fra SEGES.

Landbrugets indtjening er presset af en kombination af Ruslands importforbud mod fødevarer fra EU og en fortsat stor landbrugsproduktion. En vending i indtjeningen ventes først for alvor i 2017.

Det forudser en ny prognose fra SEGES, der viser, at to ud af de tre største driftsgrene ventes at få et negativt driftsresultat i 2016. Driftsresultat viser indkomsten før aflønning af ejerens egen arbejdskraft og før forrentning af egenkapitalen. En gennemsnitlig landbrugsbedrift ventes at få et underskud på ca. 140.000 kr. i 2016. I 2017 ventes alle driftsgrenene at opleve fremgang, men uden at nå helt op på et ”normalår”.

- Landmændene er de seneste år blevet ramt af en helt usædvanlig række af negative forhold. Finanskrisen og den generelle økonomiske afmatning trækker stadig mørke skygger ind over landbruget, og på det seneste er så Ruslands boykot kommet til. Det har betydet en stor uligevægt i markedet, og derfor befinder landbruget sig i øjeblikket i en dyb lavkonjunktur. Vi skal formentlig ind i 2017, før bytteforholdene retter sig tilstrækkeligt til, at vi kan begynde at tale om mere normale tilstande i landbruget igen. Også landbrugspakken bidrager positivt til vendingen, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på SEGES.

- Landmændene lader på ingen måde stå til under lavkonjunkturen. Tværtimod ser vi en markant forbedring af effektiviteten og produktiviteten, især inden for mælke- og svinesektoren. Så landmændene yder en stor indsats for at afbøde prisfaldene, og det kommer både den enkelte landmand og hele erhvervet til gode på den anden side af krisen, tilføjer Klaus Kaiser.

Stor spredning i indtjening
Gennemsnitstallene dækker over en stor spredning. Således forventes den bedst indtjenende tredjedel af landmændene at tjene omkring 1 mio. kr. i 2015 og 2017. I 2016 er lavkonjunkturen dog så dyb, at den bedste tredjedels indtjening falder til godt 400.000 kr.

- De bedst indtjenende landmænd har en tårnhøj effektivitet og er dygtige virksomhedsledere. De har stort set altid kunnet opnå en høj indtjening. Det siger alt om lavkonjunkturens dybde i 2016, at end ikke de er i stand til både at aflønne arbejdsindsatsen og forrente egenkapitalen tilstrækkeligt. Der er dog ingen tvivl om, at denne gruppe vil klare sig gennem krisen og fortsat vil være blandt dem, der driver udviklingen i landbruget fremover, siger Klaus Kaiser.

Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, er bekymret, men ikke overrasket over den dårlige prognose.

- Det er triste tal, men med de aktuelle markedsforhold er de forventelige, selv om der optimeres i alle led ude på bedrifterne. Prognosen understreger behovet for at der skabes bedre rammevilkår og tages flere erhvervsvenlige initiativer i lighed med fjernelsen af PSO-afgiften, samt at det helt urimelige klimaudspil fra EU bliver taget af bordet.

Martin Merrild opfordrer også bankerne til at slå koldt vand i blodet i den aktuelle situation.

- Jeg håber meget, at bankerne vælger at fokusere på bedrifternes langsigtede indtjeningspotentiale og understøtter de landbrug, der under mere normale konjunkturer vil være sunde forretninger, siger Martin Merrild.

Prognoser for landbrugets priser og indkomster udarbejdes af SEGES P/S og Landbrug & Fødevarer. Indkomstprognoserne udkommer tre gange om året, og udkommer næste gang torsdag den 15. september 2016.

Seneste nyt fra lf.dk