Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Overskuddet fra salget af Danish Crowns grisehytter på Smukfest går i år ubeskåret til Madskolerne. Foto: Danish Crown

Luksus på Smuk¬fest giver støtte til Madskolerne

Danish Crown sælger luksushytter på Smukfest og donerer pengene til Madskolerne.

Bløde madrasser, fast tag over hovedet og fri adgang til strøm. Det er formentlig ikke ting, de fleste vil forbinde med at være på festival. Ikke desto mindre vil Danish Crown give en håndfuld gæster på Smukfest en festivaloplevelse af de mere ekstravagante.

Man kan nemlig købe sig adgang til en svinehytte på Smukfest, konstrueret af Danish Crown, hvor ovennævnte goder er en del af pakken. Og man kan endda nyde den uvante festivalluksus med god samvittighed.

I år går overskuddet fra salget af hytterne nemlig ubeskåret til Madskolerne, der arbejder for at fremme børns sundhed, maddannelse og madglæde.

Agnete Poulsen, der er ansvarlig for Danmarks Smukkeste Svinesti, er glad for samarbejdet med Madskolerne.

- Vi vil meget gerne være med til at støtte sunde madvaner og god madkultur – så Madskolernes koncept er lige i Danish Crowns ånd, fortæller hun.

Agnete Poulsen understreger, at støtten til Madskolerne selvfølgelig er økonomisk, men hun håber også på, at madskolerne kan få øget omtale ved deres samarbejde med Danish Crown.

- Der mangler frivillige kræfter til Madskolerne. Derfor vil vi gerne være med til at sprede det gode budskab, så folk får mere kendskab til konceptet, forklarer hun.

Auktionen startede skærtorsdag på Lauritz.com og løber 14 dage derefter.

Læs mere om Madskolerne.

Seneste nyt fra lf.dk