Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Færre pesticidrester i dansk frugt og grønt end i udenlandsk

Hvis du vil have færrest mulige pesticidrester, kan du med fordel vælge dansk frugt og grønt.

Hvis du vil have færrest mulige pesticidrester, kan du med fordel vælge frugt og grønt, hvor der står ”DK” som oprindelsesland. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Der er nemlig betydelig færre pesticidrester i dansk end i importeret frugt og grønt. Det viser årets pesticidrapport fra DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.

- Endnu en gang viser rapporten, at vi her i Danmark har nogle ansvarlige avlere, der sørger for at begrænse mængden af pesticidrester, vi får ind i kroppen, når vi spiser frugt og grønt, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I alt er der undersøgt omkring 2.500 prøver i forbindelse med pesticidkontrollen i 2015. Og både når det gælder antallet af prøver, hvor der var spor af pesticidrester, og antallet af hvor grænseværdierne var overskredet, er resultaterne betydeligt bedre i danske end udenlandske prøver.

Der blev fundet pesticidrester i 52 procent af det testede danske frugt og 23 procent i grøntsager. Til sammenligning var der pesticidrester i 69 procent af de udenlandske frugter og i 50 procent grøntsagerne.

Generelt vurderer DTU Fødevareinstituttet, at de pesticidrester, der trods alt kan findes i fødevarer på det danske marked, ikke er farlige for forbrugerne. I ingen af prøverne af den danske frugt blev der fundet overskridelse af grænseværdierne, og for grønt var der alene tale om en 0,7 procent overskridelse.

- Danske forbrugere kan sætte tænderne i et æble uden at frygte, at det er smækfyldt med skadelige pesticider, og det dokumenterer disse resultater sort på hvidt, at de fortsat kan, siger Esben Lunde Larsen.

Seneste nyt fra lf.dk