Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Fokus på danske råvarer i spændende regeringsgrundlag

Øget fokus på dansk gastronomi, vækst i små og mellemstore virksomheder inklusiv lettere generationsskifte, samt øget fokus på digitalisering i landbruget er nogle af de spændende initiativer i regeringsgrundlaget.

Danmark skal have en ny regering. I dag har Venstre, Liberal Alliance og Konservative præsenteret et godt regeringsgrundlag, der har stort fokus på dansk landbrug og investeringer i erhvervslivet.

Det nye regeringsgrundlag har fokus på vækst i små- og mellemstore virksomheder. Blandt andet nævnes investeringer og generationsskifte i grundlaget.

- Regeringen lægger op til en ambitiøs vækst-målsætning. Noget af det jeg har bemærket, er at generationsskifter skal lettes. Det er afgørende for, at landbruget kan udvikle sig og hjælpe til regeringens målsætning om vækst på 80 mia. kroner, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup.

I regeringsgrundlaget præsenteres også et kommende Gastro 2025-udspil. Med udspillet vil regeringen sætte øget fokus på dansk gastronomi og danske råvarer. Det skal komme danske virksomheder til gode på eksportmarkederne.

- Idéen om Gastro 2025 er fantastisk. Vi har et momentum i Danmark når det kommer til gastronomi og udvikling af råvarer i verdensklasse. Det er helt rigtigt set, at udnytte den førerposition, vi har. Landbrug & Fødevarers medlemmer vil i høj grad kunne støtte op om denne plan, siger Karen Hækkerup.

Under overskriften ”Fremtidens landbrug” præsenterer den nye regering et øget fokus på digitalisering. Blandt andet nævnes det digitale landbrug. Men også øget uddannelse i digitalisering fylder meget.

Med regeringsgrundlaget er der også endegyldigt sat en stopper for diskussionen om Fødevare- og landbrugspakken. Helt konkret står der i den aftale, der blev fremlagt i dag på Marienborg, at de centrale elementer i pakken er uændrede.

Noget andet Landbrug & Fødevarer har haft fokus på, er en effektivisering af forsyningssektoren. Også det har den nye trekløverregering lyttet til.

- Jeg synes i høj grad, at der er blevet lyttet til Landbrug & Fødevarer i dette regeringsgrundlag. En effektivisering af forsyningssektoren har længe stået højt på vores ønskeliste og det er også noget, der nu står i den nye regerings aftale, det kan vi kun være tilfredse med, siger Karen Hækkerup.

Mandag klokken 11.00 præsenteres regeringens nye ministerhold, og det er reelt først her arbejdet begynder.

- Nu har vi fået nogle gode tegn i et regeringsgrundlag. Men det bliver også spændende at se, hvem vi skal samarbejde med i de forskellige ministerier, siger Karen Hækkerup.

Seneste nyt fra lf.dk