Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Når specialisterne har afsagt deres dom over de 1.700 deltagende fødevarer, er det publikums tur til at bedømme produkterne på International FOOD Contest.

1.700 smagsoplevelser i Herning

Det er årets helt store begivenhed i fødevarebranchen, når International FOOD Contest og FoodTech afvikles de første tre dage i november.

Næsten 800 forskellige oste er sammen med et væld af andre mejeriprodukter og fødevarer som fx honning og kødpålæg klar til at blive kigget på, lugtet til og smagt på, når dørene åbnes til International FOOD Contest (IFC) i MCH Messecenter Herning tirsdag den 1. november.

I alt er over 1.700 fødevarer tilmeldt, og inden udstillingen åbner, er produkterne blevet bedømt og har fået karakterer af fagdommere og andre specialister. Vinderne af de forskellige kategorier kåres på åbningsdagen.

Kvalitet fra nær og fjern
Ud over de mange mejeriprodukter først og fremmest fra Danmark men også fra lande som Canada, Island, England, Norge og Sverige, deltager cirka 250 fødevarer fra mange andre grene af erhvervet, lige fra fisk til honning, øl og meget andet.

Fælles for alle produkter, producenter og fagfolk er, at kvalitet og faglighed ligger på et særdeles højt niveau.

- Der er altid mulighed for at forbedre og udvikle kvaliteten af vores fødevarer, ligesom der altid vil være behov for nye produkter og produktionsmetoder. I det arbejde kan IFC være en rigtig god inspirationskilde for mange fagfolk, siger Head of IFC Lars Johannes Nielsen.

Inspiration på flere måder
Alle kan for eksempel lade sig inspirere på Mejeriforeningens stand, hvor madbloggere bruger ost på helt nye måder. Madbloggerne har deltaget i en opskriftskonkurrence udskrevet af Ost & ko, som er en fælles europæisk kampagne med det formål at fremme ostekulturen i de deltagende lande. Tirsdag bliver kendte ostetyper nyfortolket, når to af konkurrencens deltagere giver deres bud på temaet ‘ost i nye klæder’. Onsdag tilbereder vinderne af konkurrencen, Camilla Bojsen-Møller og Rasmus Palsgård, begge en salt og en sød ret med ost.

Et andet godt sted at hente inspiration er blandt de 41 helt specielle mejeriprodukter, der i år kæmper om Mejeribrugets Gourmetpris. Alle produkterne er i gourmetklassen, og flere af dem er endnu ikke kommet i handlen. De vil blive bedømt af fire dommere (kokke og madanmeldere), og der kåres en vinder inden for hver af de fire kategorier: hård ost, blød ost, smør samt øvrige mejeriprodukter.

Det forventes, at op mod 10.000 fagfolk fra fødevarebranchen vil besøge IFC og teknologimessen FoodTech, hvor det nyeste inden for den teknologi, der anvendes i fremstillingen og emballeringen af levnedsmidler, udstilles.

 FAKTA OM INTERNATIONAL FOOD CONTEST
IFC er åben for hele fødevarebranchen. Her udstilles produkter samt den sidste nye teknologi beregnet for levnedsmiddelindustrien. Alle fødevarer kvalitetsvurderes af fagdommere, professionelle brugere og andre specialister.
Antal tilmeldte mejeriprodukter: 1.500
Antal tilmeldte øvrige fødevarer: 250
Deltagerlande: 10
Tid og sted: 1., 2. og 3. november hver dag fra kl. 9.00 til 17.00 i hal M og L, MCH Messecenter Herning.
Entré: Gratis.

Konkurrencer:
På åbningsdagen kåres en vinder i hver produktkategori.

Inden for mejeriprodukter kåres en international vinder i kategorierne ost, smør/blandingsprodukter og konsummælksprodukter. De tre kategorivindere får overrakt deres præmie af HKH Prins Joachim tirsdag den 1. november kl. 11.
Den 2. november uddeles ærespræmier til de bedst bedømte mejeriprodukter i underkategorierne.

Inden for øvrige fødevarer (bestående af seks kategorier: honning, vin, øl, fisk, kød og fjerkræ, frugt og grønt) præmieres de tre bedste produkter inden for hver kategori med henholdsvis guld-, sølv- og bronzemedaljer. Desuden kæmper et signaturprodukt fra virksomhederne om en IFC-Award i hver kategori.

Mejeribrugets Gourmetpris: Et dommerpanel bestående af blandt andre kokke og madskribenter bedømmer mejeriprodukter i gourmetklassen. Der kåres en vinder inden for hver af de fire kategorier: hård ost, blød ost, smør samt øvrige mejeriprodukter.

Læs mere:
International FOOD Contest: www.foodcontest.dk
FoodTech: www.foodtech.dk
Ost & Ko: www.ostogko.dk

Seneste nyt fra lf.dk