Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.com

Affald fra byerne kan give mere økologi

Haveaffald fra byer og parker kan bruges på markerne, hvor det giver næring til de økologiske afgrøder. Det er målsætningen for SEGES, der i flere år har arbejdet med at få genetableret det naturlige kredsløb, så organisk affald fra byerne kan vende tilbage som gødning på de økologiske marker.

Husholdnings- og have-parkaffald kan blive til en gevinst på de økologiske marker. Men det kræver en speciel håndtering, hvis affaldet fra byerne skal blive til næringsstoffer på de økologiske marker.

Det ved Margrethe Askegaard, specialkonsulent i SEGES Økologi. Hun har i flere år arbejdet med projektet ”Næringsstoffer retur til markerne”, der undersøger mulighederne for at organiske restprodukter fra byerne tilbageføres som næringsstoffer på de økologiske marker.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan udnytte affaldsstoffer fra resten af samfundet til økologisk landbrugsproduktion. Det er en central målsætning i økologisk landbrug at recirkulere næringsstofferne. Forbrugerne vil på den måde bytte de gode fødevarer med deres organiske affald, som giver næringsstoffer til ny produktion af fødevarer, siger hun.

De økologiske landmænd, der ikke har husdyr og dermed adgang til gødning, har ikke andre muligheder end at importere gødning, hvis ikke deres udbytte fra markerne skal falde. Derfor er der brug for at få næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium fra andre kilder, hvis der skal sættes skub i den danske økologi.

- Vi skal se på mulighederne for at genanvende næringsstofferne i det organiske affald fra husholdningerne og i affald fra fabrikker på en økologisk acceptabel måde. Mulighederne er mange, men det er nødvendigt at se på, hvad der kan lade sig gøre både i forhold til de økologiske regler og i forhold til omkostningerne, siger Margrethe Askegaard.

Flere kommuner arbejder allerede med at få omdannet både kildesorteret organisk husholdningsaffald og have-parkaffald fra byerne, så det kan genbruges på landmændenes marker. På Renovest A/S i Løgstør har man i flere år arbejdet med at få have og parkaffald i brug hos landmænd fra lokalområdet.

Ifølge Tina Bjerre, miljøkoordinator og agronom i Renovest bliver haveaffaldet til tre produkter: Biobrændsel, kompost genbrugspladser og landbrugskompost. Heraf er Landbrugskompost langt den største andel.

- Hos os taler vi om affald som en ressource, og som med alle andre ressourcer vi modtager, er vi forpligtet til, og interesserede i, at afsætte denne på bedste vis, under hensyntagen til økonomi og miljø. Så det gode samarbejde med de lokale landmænd er win-win, siger Tina Bjerre.

Seneste nyt fra lf.dk