Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Ny ejerskifteskole hjælper unge landmænd

Vækstfonden lancerer nu Landbrugets Ejerskifteskole, der skal hjælpe yngre landmænd med at forberede sig på at købe deres første bedrift. Landbrug & Fødevarer hilser initiativet velkommen.

Danske landmænd gennemfører hvert år en lang række generations- og ejerskifter. Men sektoren er presset på økonomien, og mange faktorer skal gå op i en højere enhed, før unge førstegangskøbere kan få fod under eget bord.

Derfor lancerer Vækstfonden nu Landbrugets Ejerskifteskole, hvor yngre landmænd gratis kan styrke deres kompetencer og få råd om køb af en gård.

- Masser af unge landmænd drømmer om at købe deres egen gård, på trods af den aktuelle krise i erhvervet. Vi har brug for den viden og fornyelse, de bringer med sig, og derfor er Landbrugets Ejerskifteskole et rigtigt godt initiativ, som jeg håber, at de unge landmænd vil tage godt imod, lyder det fra erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen.

Også hos Landbrug & Fødevarer bliver Landbrugets Ejerskifteskole hilst velkommen.

- Det er de unge landmænd, der bidrager med dynamik og fornyelse. Derfor er det afgørende, at vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe de unge med at etablere sig som selvstændige. I øjeblikket er det svært for unge at overtage de bedrifter, der kommer til salg. Vækstfondens Ejerskifteskole bidrager til at skabe overblik, blandt andet over hele den købsproces, unge landmænd skal igennem, hvis de vil etablere sig med egen bedrift, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Hos Vækstfonden er der stor efterspørgsel på finansiering til ejerskifter fra landbruget, men det er krævende at få enderne til at mødes i de ofte meget store handler.

- Yngre landmænd har et godt teoretisk fundament, når de kommer ud fra landbrugsskolerne. Men de har et behov for at blive endnu bedre klædt på til mødet med virkeligheden, når de skal træffe den økonomisk største beslutning i deres liv. Landbrugets Ejerskifteskole supplerer den teoretiske viden, der kommer fra skolen med praktiske erfaringer og gode råd opsamlet gennem mange år og de hundredevis af finansieringer af landbrug, vi har gennemført i Vækstfonden, siger Palle Christiansen, landbrugskunde-direktør i Vækstfonden.

Læs mere om det nye initiativ på landbrugetsejerskifteskole.dk

Seneste nyt fra lf.dk