Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Små virksomheder skal rustes til store markeder

Omkring 150 mindre virksomheder, der laver udstyr til landbruget, skal ruste sig til at leve af eksport frem for at sælge til danske landmænd, hedder det i ny rapport fra Agroindustriens Vækstpanel.

De er ikke ret mange, og de er ikke ret store. Cirka 150 danske agroindustri-virksomheder, der laver udstyr til landbruget, beskæftiger sammen med deres underleverandører cirka 10.000 danskere.

Selvom de er små, er de en bærende del af den danske fødevareklynge. Det er i agroindustrien, at ny teknologi og nye løsninger gennem årtier er blevet udviklet i tæt samarbejde med danske landmænd.

- Landmændenes samarbejde med agroindustri-virksomhederne har været en form for brugerdrevet innovation før det ord blev udbredt, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.


Download Agroindustriens Vækstpanels rapport.

Den tid, hvor agroindustri-virksomhederne alene kunne leve af at levere til dansk landbrug, er dog ved at være forbi. Der bliver færre danske landmænd, og salget på hjemmemarkedet falder.

- Til gengæld ligger verden åben. De små virksomheder sidder med den viden og teknologi, der er nødvendig for at løfte fødevareproduktionen i lande, hvor landbruget er mindre effektivt og bæredygtigt end herhjemme, forklarer Karen Hækkerup, der også har rollen som formand for Agroindustriens Vækstpanel.

Vækstpanelet er nedsat af Landbrug & Fødevarer med deltagelse af branche- og arbejdsgiverforeningen Arbejdsgiverne, Danmarks Tekniske Universitet og brancheforeningen Dansk Agroindustri.

Panelets arbejde er mundet ud i en rapport med 11 anbefalinger til industrien selv og til politikerne. Rapporten overdrages i dag til Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen. Tanken er, at anbefalingerne skal medvirke til at sikre en fremtidig styrkeposition for agroindustrien.

- Hvis virksomhederne skal stå rustet til kampen på verdensmarkedet, er de nødt til at finde ind i et viden-samarbejde med hinanden og med forskningsinstitutioner. På den måde kan branchen udvikle intelligente produkter til landbruget og fremme avanceret produktion i selve agroindustrien. Potentialet er stort, men ingen i den danske agroindustri kan løfte opgaven alene. Især ikke, når vi typisk taler om mindre virksomheder, der har helt fra en håndfuld ansatte til nogle få hundrede ansatte, lyder det fra Karen Hækkerup.

Hvis det lykkes for de danske agroindustrivirksomheder at få en god bid af det voksende globale marked for landbrugsteknologi, vil det kunne mærkes i Danmark uden for de større byer, påpeger Karen Hækkerup.

I dag har underleverandørerne til agroindustrivirksomhederne godt 4000 ansatte i blandt andet smedevirksomheder og maskinværksteder. Selve agroindustrien tegner sig for godt 5000 ansatte.

- Vi ved, at fremstillingsindustrien ligger helt i top, når det gælder at skabe job i andre brancher. For hver 100 nye arbejdspladser, der skabes i agroindustrien eller andre virksomheder i fremstillingsindustrien, fører det til 95 nye arbejdspladser i det øvrige erhvervsliv. Det er tal, man må glæde sig over, hvis man er borgmester i en industrikommune, siger Karen Hækkerup

Medlemmer af Agroindustriens Vækstpanel:
Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer
Jens-Peter Pedersen, adm. direktør i JEMA og formand for Dansk Agroindustri
Jani Lykke Methmann, adm. direktør i Arbejdsgiverne
Niels Axel Nielsen, Koncerndirektør på Danmarks Tekniske Universitet
Michael Andersen, salgschef i BouMatic
Sten Andersen, adm. direktør i Dan Egtved og formand for Agromek
Lars Bjørn Hansen, adm. direktør i Faust
Lars Henriksen, adm. direktør i Samson Agro
Hugo S. Holm, adm. direktør i Big Dutchman Skandinavien
Morten Høyer, direktør i Landbrug & Fødevarer
Allan Pedersen, sektordirektør i Dansk Agroindustri

Agroindustriens Vækstpanel, repræsenteret ved Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Niels Axel Nielsen, Koncerndirektør på Danmarks Tekniske Universitet, Jani Lykke Methmann, adm. direktør i Arbejdsgiverne og Jens-Peter Pedersen, adm. direktør i JEMA og formand for Dansk Agroindustri, overrakte onsdag en rapport med 11 anbefaliger til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.  
Agroindustriens Vækstpanel, repræsenteret ved Karen Hækkerup, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Niels Axel Nielsen, Koncerndirektør på Danmarks Tekniske Universitet, Jani Lykke Methmann, adm. direktør i Arbejdsgiverne og Jens-Peter Pedersen, adm. direktør i JEMA og formand for Dansk Agroindustri, overrakte onsdag panelets rapport med 11 anbefaliger til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

For pressehenvendelser:
Administrerende direktør Karen Hækkerup, Landbrug & Fødevarer, via pressekonsulent Morten Bonde, tlf. 51671567

Seneste nyt fra lf.dk