Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Fremtidens forbrugere lærer om madspild

Madspild har været på skemaet i 7. klasse på Frederik Barfods Skole. Eleverne har brugt et nyt undervisningsmateriale, som Landbrug & Fødevarer har været med til at udvikle.

Hvor lang tid kan rugbrød egentlig holde sig? Og betyder emballagen noget? Hvad sker der, hvis mælken bliver et par dage for gammel? Og hvor meget mad smider vi ud hvert år?

De spørgsmål – og mange andre – har eleverne i 7. klasse på Frederik Barfods Skole helt styr på. De har nemlig brugt ’Mad og Madspild’, der er et nyt undervisningsmateriale, som Landbrug & Fødevarer har været med til at udvikle sammen med fagfolk fra Miljø- og Fødevareministeriet.

I dag havde eleverne besøg af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, undervisningsminister Ellen Trane Nørby og direktør for Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup, der var interesserede i at vide, hvordan det nye undervisningsmateriale fungerer.

En gruppe elever har eksempelvis arbejdet med råd til detailhandlen for at mindske madspild.

”Vores råd til supermarkederne er, at de laver madplaner, der viser, hvordan man kan bruge de samme råvarer i flere forskellige retter. For så undgår vi, at folk bare smider det ud, de har købt for meget, ” siger 13-årige Albert Berg Giese.

Flere af eleverne har faste maddage og hjælper til med at lave mad derhjemme. Efter Madspilds-forløbet er de blevet mere opmærksomme på, hvordan de bedst opbevarer og bruger råvarerne.

”Jeg håber, at al den nye viden, eleverne har fået, også bliver givet videre til forældrene. For det største madspild sker faktisk hjemme hos forbrugerne,” siger Karen Hækkerup.

13-årige Hannah Ellen Hoffmeyer Wiinholt er kravlet ned i en stor affaldspose for netop at illustrere, hvor meget mad hver dansker i gennemsnit smider ud hvert år.

”Vi smider alle sammen en Hannah ud om året – nemlig 50 kg.,” siger lærer Sabine Birch Larsen.

Det nye undervisningsmateriale skal gerne være med til at nedbringe madspildet, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:
”Børn har gavn af at lære om, hvor maden kommer fra og om de ressourcer, der går til spilde, når spiselig mad smides i skraldespanden. Det nye undervisningsmateriale kan give børnene nogle praktiske redskaber, så de for eksempel lærer at kende forskel på ”sidste anvendelsesdato” og ”bedst før”, og hvordan man opbevarer maden, så den ikke bliver dårlig. På den måde bliver børn bevidste om madens værdi og får gode vaner med sig videre i livet,” siger han.

Materialet ’Mad og Madspild’ er udviklet som en del af Mind The Trash, der er en online læringsportal om affald og ressourcer for 4.-6. klassetrin.

Seneste nyt fra lf.dk