
Danskerne vil mindske madspildet i julen, men planlægningen er en udfordring
Ny undersøgelse for Stop Spild Af Mad viser, at danskerne har en stor villighed til at undgå madspild i julen. Desværre ser virkeligheden anderledes ud, og mange danskere er dårlige til at mindske deres madspild. Særligt er planlægningen et problem og bliver danskerne bedre til at planlægge julen, kan de spare på både madspildet og på pengepungen.
Traditionen tro byder julen på masser af både hygge og mad – men desværre også på en uhyggelig masse madspild.
- Danskerne vil rigtig gerne undgå madspild, men der er desværre langt fra handling til ord. Særligt i julen. Og når en ny undersøgelse viser, at kun 2% af danskerne serverer portioner til jul, som er tilpasset i størrelsen, er det bekymrende, siger Selina Juul, bestyrelsesformand i foreningen Stop Spild Af Mad.
- Vil man gerne mindske sit madspild i julen, er planlægningen helt central. Planlægger man julemaden ordentligt, kan man både spare på madspildet og på pengepungen, fastslår Selina Juul.
Planlægger danskerne et madspild?
Mange danskere går op i at mindske deres madspild i hverdagen. Den seneste undersøgelse om bæredygtigt forbrug fra Landbrug & Fødevarer viser, at 62% af danskerne forsøger at undgå madspild i husstanden.
Det gør sig også gældende til jul og en ny undersøgelse af KANTAR Gallup for Stop Spild Af Mad viser, at kun 1%. af danskerne er ligeglade med at undgå madspild i julen.
- Der er ingen, der bryder sig om at smide mad ud, siger forbrugerøkonom Marianne Gregersen fra Landbrug & Fødevarer. Hun fortsætter:
- Alligevel er danskernes madspild særligt stort i julen, og undersøgelsen viser, at planlægningen af julen er en stor udfordring for mange danskere.
Kun 14% svarer, at de er gode til at have styr på planlægningen af julens mad og overskuddet/rester. Samtidig svarer kun 12%, at de er gode til at disponere maden til julefrokosten/julemiddagen, så der ikke er noget til overs.
Noget kan altså tyde på, at danskerne simpelthen køber for meget ind. Undersøgelsen viser, at der er behov for at hjælpe forbrugerne med at disponere maden, så der ikke sker et unødigt spild.
Hvor og for hvem halter planlægningen?
Af de 14% der udtalte, at de havde styr på planlægningen, er der en anelse flere kvinder, godt 16%, mod 13% af mændene. Større forskelle ser vi når vi kigger på regionerne. Her udtaler 23% i region Nordjylland, at de er gode til at planlægge til julen. I Midtjylland er det tal kun 9%.
Anderledes ser det ud, når vi kigger på de danskere, der er gode til at disponere julemiddagen, så der ikke er mad til overs. Kun 12% er i gennemsnit gode til at disponere, men her er det særligt mændene, der er gode med 15% mod 10% af kvinderne. Igen er de i region Nordjylland bedst til at disponere med 19%, hvor region Sjælland er dårligst med små 9%.
Mere planlægning = mindre madspild
Til trods for regionale og kønsmæssige forskelle, er andelen stadig lav. En ordentlig planlægning af julen kan derfor være nøglen for mange danskere, både til at mindske deres madspild, og til at spare nogle penge i julen.
Stop Spild Af Mad peger på, at en enkelt person i gennemsnit kan spise ca. 600 gram mad pr. hovedmåltid.
-
Køber man f.eks. 1 kg mad pr. person, er sandsynligheden for et madspild meget stort. En 6-700 gram pr. voksen person er altså en super rettesnor for danskerne når de skal handle ind til jul. Så vil der stadig være rigeligt mad, uden at madspildet er for stort, siger Selina Juul.
Er danskerne gode til at lave madrester om til mad?
At undgå madspild 100% er meget svært, også selvom man planlægger julen godt. Men hvor gode er danskerne egentlig til at få brugt deres madrester?
Over hver 3. dansker (35%) siger, at de er gode til at lave mad ud af julens rester. Desværre er det kun 33% af danskerne, der når at bruge julens rester i tide. Det er særligt kvinderne (38%) samt de i region Hovedstaden (38%), der er gode til at få det brugt i tide.
Udover at få madresterne brugt i tide, er der også muligheden for at fryse sine rester ned, og bruge dem på et senere tidspunkt. Det er dog ikke alle, der er lige go-de til at få resterne brugt. Således udtaler 19%, at de er gode til at få spist de gem-te og nedfrosne rester fra julen. Her adskiller de i region Nordjylland sig markant fra resten af landet, da 29% her er gode til at få spist deres rester. Det er kun 16% af de i region Sjælland.
En af de væsentligste årsager til, at resterne ikke bliver brugt, kan være en manglende inspiration. Kun 5% af danskerne svarer, at de har masser af god inspiration til at bruge julens rester. Og det skal der gøres noget ved, mener Selina Juul:
”Når kun 5% svarer, at de har masser af god inspiration til at bruge julens rester samtidig med, at så mange har svært ved at planlægge julen, tyder det altså på, at der fortsat skal udvikles og formidles gode råd og værktøjer, der kan hjælpe dan-skerne med at undgå madspild i juletiden”.
Nye gode råd til at undgå julens madspild
Organisationen Stop Spild Af Mad har i forlængelse med undersøgelsen udviklet ne-denstående nye råd og værktøjer, der på forskellige måder bidrager til at mindske danskernes madspild.
-
Husk at planlægningen til julen allerede begynder sidst i november. Sørg for at have nogle gode ”tøm fryser” dage, så du spiser dig igennem din fryser og kommer i bund med den – dermed skabes plads til julens madoverskud, så du ikke har pladsmangel den 27. december.
- Planlægning vil både spare dig tid, stress og penge. Er I 6 gæster rundt om jule-bordet, er der ingen grund til at lave mad til 9. Og så pyt med om der lige mangler en bestemt slags medisterpølse. Køber du bedre, men færre råvarer – og danske råvarer af bedre kvalitet, har du også større tendens til at bruge dem op. Husk at pga. lukkelovens ændring holder de mindre supermarkeder åbent i helligdagene, så der er ingen grund til at hamstre.
-
En ”juledagbog” er en rigtig god idé. Skriv dine erfaringer ned fra julen i år, så du ikke laver fejl til næste års jul. Levner din svigermor mad jul efter jul, kan du overveje at servere hende lidt mindre portioner.
Gode hjælperedskaber i stedet for løftede pegefingre: Fade og tallerkener af lidt mindre størrelse sørger for, at dine gæster ikke bliver overfodret - eller at du over-fodrer din skraldespand. Jo større tallerkenen er, jo mere tilbøjelige er vi til at fylde den op - og omvendt.
Indrømmet: mange er panisk bange for at servere for lidt julemad til sine gæster. Endte du alligevel med at lave for meget mad, er der hjælp at hente. Stil maden gradvist ind på bordet i takt med, at det bliver spist. Der er ingen grund til at ma-den står og "sveder" på bordet i 5 timer og derefter ikke kan genbruges. Når du gemmer dine madrester, husk at gemme separat – fisk for sig, grøntsager for sig, mm. Derved har du nemmere ved at bruge resterne til nye retter. Og ender du med madoverskud efter julefrokost/julemiddag (som stadig er på køl), kan du overveje at give dine gæster hjemmelavede doggy-bags med hjem.
Indtænk rester allerede inden du skal ud og handle julemad til juledagene: en rest risalamande eller risengrød kan bruges i søde boller og klatkager, en rest and eller flæskesteg kan kommes i wraps, i sandwich eller på en pizza. Det er en god plan at indtænke julens rester inden resterne opstår. Husk også at nedfryse julens overskudsmad i mindre portioner - så det bliver mere fleksibelt at tø resterne op og bruge dem i nye retter, når din pengepung er på slankekur i januar. En reste-buffet med rester fra fryseren er altid et hit – og det sparer penge og tid.
Hav en plan for firmajulefrokosten i god tid inden. Spørg virksomheden om der er lagt en plan for at stoppe madspild. Om man kan erstatte buffet med portionsserve-ring. Er der ingen andre muligheder end buffet, så sørg for at opfordre kollegaer til at øse lidt mindre portioner og gå flere gange op til buffeten. Hav en regel for at ”øse hvad man kan spise – men spise alt, hvad man øser”. Har man gode råvarer i overskud, kan man lave en aftale med det lokale herberg om, at de kan hente de nedkølede og forsvarligt opbevarede overskudsmadvarer.
At stoppe madspild i julen giver overskud på alle konti. Velbekomme og glædelig Jul!
Yderligere information:
Landbrug & Fødevarer
Marianne Gregersen, Forbrugerøkonom, Samfunds- & Erhvervsøkonomisk Analyse
tlf. 30 17 88 55 – mgr@lf.dk
Stop Spild Af Mad:
Pressetelefon 40 72 06 01 - presse@stopspildafmad.org - www.stopspildafmad.org¨
Link til undersøgelsen:
http://www.stopspildafmad.dk/kantargallupforstopspildafmad2017.zip
- Undersøgelsen er udført af KANTAR Gallup for Stop Spild Af Mad